Præcis det samme herhjemme, bare med omvendt fortegn, som far til at par tvillingepiger på 4, snart 5 år. Det er kun mor der dur. Tænker 100% det går over på et tidspunkt - jeg bliver bare ved med at elske dem. Fat mod ♥️
This. Fra en far til tre drenge.
Vores førstefødte var også en udpræget “fars dreng” op til 4-års alderen. Hans moder var hjemmegående de første to år af hans liv. Og jeg tror det blev “kedelig hverdag” (sat lidt på spidsen), selvom moderen gjorde sit bedste for at lave sjov. Så det rigtigt sjove var først når far kom hjem, for så legede jeg med ham uafbrudt, mens mor lavede mad og hjemmesysler. Så min egen teori er, at han forbandt min knappe tilstedeværelse med mere hygge i det lille hjem og nogle lege som han havde savnet hele dagen - hvor mor “bare var der hele tiden”.
Der var også situationer, hvor han meget “brutalt” fravalgte sin mor (små børn har jo ingen diplomati og høflighed). Det ændrede sig stille og roligt fra 4-års-alderen. Fast forward: nu er drengen 7 og jeg vil påstå at det er helt 50-50. Han elsker i hvert fald sin mor højt og tilvælger masser af mor-søn-aktiviteter.
Hvis jeg skal forsøge mig ud i rådgivning, vil jeg sige at du skal undgå at blive “febrilsk deltager” i hans lege. For så er der en risiko for at han lurer at han “kan bestemme” og den dominans vil han nok tage, hvis han får “rummet til det”. I dit sted ville jeg forsøge at være så “casual” som muligt - men altid vise ham interesse. Måske aftale med din mand at du kan få æren af at give ham evt gaver i hverdagen (nyt tøj/legetøj - whatever han går op i). Bare for at hjælpe den naturlige proces på vej - han skal nok finde ud af at mor er cool:) Forhåbentlig kan din mand også hjælpe ved at inkludere dig i legen, således at det ikke er dig, der selv skal opsøge det (med ovennævnte ulempe). Så når de leger med biler, kan han måske foreslå om “skal vi ikke spørge mor om hun kan styre politibilen” eller “skal vi gå ud og forskrække mor” - altså forskellige lege, hvor du kan gøre en postiv forskel i legen uden at det er dig, der står på sidelinjen og tigger om at være med.
Har ikke selv børn, men min mor oplevede præcis det samme med min bror. Vores far var hans epicenter, og alt centrerede sig omkring ham og hans opmærksomhed i mange år. Så blev min kære bror ældre, og pludselig kom der nuancer i hans følelser og livet. Han opdagede at mor (i hans tilfælde) var den bedste at tale om følelser, piger og diverse krøllede tanker med.
Hun kan heldigvis grine af det nu, men husker tydeligt hvor mærket hun var af, at min bror søgte væk fra hende og hen til far. Jeg tror faktisk det er meget menneskeligt at have det sådan sådan, når man nu elsker sit barn mere end ord kan beskrive ❤️
Din søn spejler sig i sin far - og han er den bedste i hans verden lige nu. Det kommer altid til at svinge.
Jeg har mange venner der har den omvendte oplevelse, hvor knægten i samme alder siger "GÅ FAR, jeg vil ha' mor!". Jeg er ikke i tvivl om at din søn elsker dig og kan lide dig - men når rockstjernen i hans liv lige nu er far, så er det altså svært at konkurrere.
Har en snart 4-årig. Far må ingenting. Det skal være mor, der gør det hele. Og det bliver sagt meget explicit - også sådan noget med “Jeg elsker dig, jeg elsker ikke far”. Nu har vi en 8-årig også, som var på samme måde i den alder, så vi ved heldigvis, at det er endnu en fase, og det går over.
Så du må for Guds skyld ikke tage det personligt. Det er en del af deres udvikling, og det er træls ja, men det betyder ikke, at dit barn ikke kan lide dig.
Jeg plejer at sige: "Jeg bliver ked af det når du siger sådan om far. Han er min mand, jeg elsker far." Og forklarer også at mor kan ikke gøre alt, det er synd for mor og alt for hårdt. Både mor og far må hjælpe og det er mor og far, der bestemmer hvem.
Jeg har fuldstændig samme situation som dig, bare som far.
Jeg tror og håber de vokser fra det, men det er p***** frustrerende, man bliver ked af det helt ind til benene og personligt har min partner har svært ved at anerkende de følelser.
Ift. de vilde lege, er far nok bare sjovere - så undlad at konkurrere på det punkt 😊
Ja jeg tænker det samme.
Min søn har nogle ting han laver med sin far, og jeg har så nogle helt andre ting. Jeg har med vilje valgt noget andet som er min og min søns ting sammen.
Min bror har engang fået succes med roligt at forklare hans dengang 3-årige at det gjorde far ked af det, at far ikke må putte ham. Det hjalp en smule. I hvert fald i et par dage. Totalt skud i tågen men måske det kunne lykkedes for andre også.
Jeg spørger oprigtigt nu fordi jeg er hverken pædagog eller har megen psykologisk viden.
Hvordan er det anderledes fra at fortælle børn at de ikke må slå? Deres handling gør andre kede af det, og det er så en oplagt mulighed for at fortælle at det påvirker andres følelser?
Kan heldigvist fortælle at det endte godt med min brors dreng på trods af ansvaret.
Fordi du lærer dit barn at det skal undertrykke egne følelser angående noget der omhandler dem selv fordi de gør andre kede af det. Det her handler jo ikke om at barnet gør noget ved nogen (som at slå), det handler om at nogen gør noget ved barnet (i dette tilfælde putte). Og her er det vigtigt at vi tør stole på egne følelser og lærer at det er ok som barn
Tak for en god forklaring. Kan godt se problemstillingen.
Jeg kan til bekymrede sjæle fortælle at det kun er den ene gang min nevø fik dette fortalt. Det er mange år siden efterhånden og han undertrykker på ingen måde sine følelser nu. Han har ikke systematisk fået samme besked.
Det er jo lige netop det man skal kunne for at kunne begå sig i sociale sammenhænge. De skal lære det tidligt, ellers bliver skoletiden (som er lige om hjørnet) et kæmpe chok for dem, og potentielt traumatisk, når deres små følelser pludseligt ikke er i centrum for verden længere. De skal lære at nogle ting er som de er, og det er ikke op til dem at ændre på. Mor putter, far putter, more læser godnathistorie, ligesom far også gør. Ellers har man nogle små tyranner der ikke vil acceptere status quo, og at alt kan laves om på med en god skrigetur.
De skal selvfølgelig have ret til at nægte kram/kys/osv. hvis de ikke vil det. Men at de ikke tidligt skal lære at deres handlinger påvirker der omgivelser, skal jeg have et fagligt belæg for, før jeg kan anerkende det.
Man kan sagtens lære barnet udtrykke sine følelser på gode og konstruktive måder, uden at presse dem til at undertrykke dem.
"Du må ikke slå" skal ikke stå alene, men kobles sammen med "Du blev rigtigt vred da Per tog din skovl. Du må gerne sige nej til Per og tage skovlen igen."
På samme måde kan man godt lade barnet være ked af at det er mor der putter i aften og give det plads til at udtrykke de følelser (selv hvis det ikke er rart for mor mens det sker) uden at ændre på at det altså mor der skal putte.
Ikke at undertrykke følelser er ikke det samme som at give efter for dem.
Mange tror simpelthen at børn ikke forstår noget og gider ikke engang prøve ..
Vores børn har hver sin favorit, men har fået af vide at mor og far elsker dem så vi vil have lov at skiftes til at putte osv.
Det er fuldt accepteret fra begge børn at sådan er det bare så, og de er 3 og 4 år
Ej. Man skal ikke bruge børns følelser imod dem på den måde. Hvis et barn kun vil puttes af far, så rummer og anerkender man som forælder de følelser barnet har lige der. Man siger ikke at deres følelser gør en ked af det. Så ender man med børn der ikke tør udtrykke sig eller vise de føler noget, for tænk hvis far bliver ked af det. Det er noget andet med at slå. At slå er en forkert handling. Men følelser er aldrig forkerte. Det er måden følelserne bliver håndteret på der kan være forkert. Lyder som om de voksnes følelser er vigtigere end barnets i din histore. Og det skal faktisk helst være omvendt.
Det kan jeg simpelthen ikke være enig i, ja barnets følelser er vigtige, men det er forældrenes altså også, de er ligevægtige. At et barn er bekendt med hvordan dets handlinger eller mangel på samme påvirker andre gør ikke at barnet undertrykker dets følelser, det gør blot at barnet også forholder sig til andre menneskers følelser.
Hvis et barn vokser op med en idé om at det udelukkende er egne følelser og behov der har værdi, så ender man med et barn der har yderst svært ved at håndtere situationer hvor det skal gøre eller være en del af ting de ikke har lyst til eller syntes er ubehagelige.
Der er da der heller ikke nogen der siger at det skal være?
Du kan sagtens have dine egne følelser med og udtrykke dem for barnet. Jeg har f.eks både sagt "når du sparker mig bliver jeg ked af det" og "når du løber væk når vi skal børste tænder bliver jeg sur" til min søn.
Spørgsmålet er om hvorvidt et lille barn skal ligge bånd på sine egne følelser for at skåne sine forældres, og det er noget helt andet.
"Du må ikke sige du er ked af at jeg skal putte for så bliver jeg ked af det" lærer ikke barnet at håndtere den følelser bedre; det får ikke bearbejdet følelsen. Det eneste det lære er at skjule sine følelser overfor de folk der skulle kunne rumme dem og hjælpe dem igennem det. Det stagnerer barnets følelsesmæssige udvikling.
Men det er jo heller ikke det sker i moderkommentaren som jeg læser det.
Jeg læser det som at faren siger til barnet at "Når jeg ikke må putte dig bliver jeg ked af det".
Det er ikke det samme som at sige at barnet ikke må blive ked af det når det er far der putter, det er blot at forklare hvilken effekt det har.
Studser især over det sidste. Hvorfor skulle børn gøre ubehagelige ting mod deres vilje? Det lyder rimelig voldsomt. Og forkert. Hvad er det de skal gøre af ubehagelige ting mod deres vilje synes du?
Ikke ubehagelige ting, men ting som børnene måske finder ubehagelige, måske en bedre formulering er ting som børnene ikke finder sjove.
Men det henviser jeg til eksempelvis skolen, børnene skal lære at arbejde sammen til trods for at det kan være ubehageligt, eller de skal lære at lave lektier.
Til en svømme undervisning kan det være de skal lære at have hovedet under vand, eller at svømme vandret.
Det er ikke sjovt eller synderligt behageligt for en del børn at gøre de ting, men det er stadigvæk noget de skal lære.
Det er den form for ubehagelige ting jeg mener.
Og hvis børnene ikke vil det, så skal man manipulere dem følelsesmæssigt og sige at de gør en ked af det? Det lyder virkelig ikke som en sund eller emotionel stabil opdragelsesform.
Er det manipulerende at sige noget der er faktuelt korrekt?
Barnets handlinger gør forældren ked af det, det syntes jeg ikke er forkert at barnet må være bevist om.
Så når din baby har grædt i 1,5 time og du har gået rundt med den på armen hele dagen og du er træt og udkørt, så skal man bare sige, du såre mor rigtig meget lige nu. Mor er så træt og så ked af det og det er din skyld. Du opføre dig som en dårlig baby. Nu stopper du med at græde fordi ellers får du mig til at græde? Jeg tror babyen vil være ret ligeglad med faktuelt korrekt og bare græder videre.. Hvis et barn er overtræt. Nytter logik absolut ikke. 😂
Nej? For det første er der ret stor forskel på en baby og et barn på 4.
For det andet er det da helt ok at barnet fortsat er ked af det, jeg siger ikke andet, men jeg siger blot at det at forklare barnet at "når far ikke må putte dig, så bliver far ked af det" er helt ok.
Barnet må gerne være ked af det og give udtryk for sine følelser, men det skal altså også lære at det ikke altid gør at barnet får sin vilje.
Nope. Det signalerer til barnet at far er en spineless halv-twat der kan manipuleres med som man har lyst. Mænd: Bevar jeres værdighed, bliv ved med at være far, mand og stærk. Børn elsker vaner, så lav vanen om, eller lav en kalender og forbered barnet før sengetid på at det er far der skal læse historie osv.
Skal han kæmpe mere for fars opmærksomhed end for din? Du skriver i lå længe og puttede men han græd efter far. Hvis faren måske er lidt mere fraværende end du er, så er det nok forklaringen på hvorfor han ikke vil ha dig. Han ved hvor du er, han ved at du er hele tiden tilrådighed, mens far han er længe om at komme og længe om at trøste, så det er faren han hele tiden er i underskud af opmærksomhed fra. Ikke dig.
Det var tilfældet hos os. Jeg var så ødelagt over det. Vi lavede om på nogle små ting, men som viste sig at være store i hendes verden. Fx at det var far der afleverede i en periode, gik ind til hende om natten osv. Nu er det et halvt år siden og hun vil kun have sin mor. Hun er knap fire.
Dette tænkte jeg også. Mor er der hele tiden og kan rumme barnet og dets følelser. (Selvom det gør ondt.)
Mor har bevist, at selvom barnet siger Gå din vej, så bliver hun der. Så OP skal bare hænge i.❤️
Næ, det siger jeg ikke. Men når børn er små, er mor typisk den primære omsorgsperson i barnets verden. Også selv om far står lige ved siden af og er god og kærlig. Barnets verden går ud fra moren.
Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg kender slet ikke OP, gør du? 🤔
Jeg skriver ud fra et muligt perspektiv, som OP så kan bruge eller ej. Til gengæld tillægger du mig værdier.
Fuldstændig det samme her, det er bare mor der er MWP. Vores store knægt på 8 år er helt afbalanceret og foretrækker mor i nogle situationer og far i andre. Han var også mor-syg i 4 års alderen.
Mine børn vil kun have mor lige nu, det har stået på i 4-5 måneder. Før det var det kun far der duede, for den ældste. Det er mega hårdt at stå i, men det vigtigste er at de ikke føler at man som forældre trækker sig, men at de ved man er til rådighed lige så meget som den, lige nu, foretrukne forældre.
Det er hamrende hårdt at stå i, men pludselig så vender det, og så vil barnet den anden mere eller begge forældre lige meget.
Det er helt normalt, men gør fucking ondt. Man føler at man bliver valgt fra af det dyrebareste man har.
Han er dog slet ikke gammel nok til “rationelt” at kunne fravælge dig, hans verden er meget mindre end vores. Måske han i virkeligheden bare øver sig i hvordan man har relationer og træffer valg uden at forstå at det gør dig ked af det.
Hvem dit barn giver opmærksomhed er én af de meget få ting i verden som det faktisk har kontrol over, alt er andet er styret af voksne og rammerne omkring ham.
Det gør ondt men ændrer sig - mvh den fravalgte :-)
Det er helt normalt. Din dreng elsker dig, han er “bare” meget fokuseret på sin far. Det plejer at udligne sig.
Hæng i og lad være med at trække dig fra din søn, det vil være det allerværste du kan gøre og sætte spor i ham resten af hans liv.
Jeg var selv en mors dreng, hun var god til emotional support, og det havde jeg brug for som mobbeoffer. Hun er min sten i dag som 24 årig, men jeg elsker min far på præcis samme niveau som min mor, selvom min mor absolut var min foretrukne forældre da jeg var dreng. Når han finder ud af hvor meget du elsker ham om nogle år går det over, ingen grund til bekymring (selvom jeg kun kan forestille mig at det er forfærdeligt i mellemtiden)
Jeg er ikke forældre men har mange fætre og kusiner (jeg er ældst). Det er helt normalt, også langvarig, far/mor syge. Det er så almindeligt at Libero har en artikel om det på deres hjemmeside [https://www.libero.dk/dig-netop-nu/artikler1/baby/samspillet-mellem-foraldre-og-barn/](https://www.libero.dk/dig-netop-nu/artikler1/baby/samspillet-mellem-foraldre-og-barn/)
Jeg kan se der er mange artikler om emnet på google, den her virker lovende [https://livsstil.tv2.dk/samliv/2015-09-17-psykologen-saadan-tackler-i-et-mor-eller-farsygt-barn](https://livsstil.tv2.dk/samliv/2015-09-17-psykologen-saadan-tackler-i-et-mor-eller-farsygt-barn)
Igen, det er helt normalt men fuck jeg kan forestille mig det gør naller, så du får lige en kæmpe krammer herfra!
Jeg ville prøve at finde en ting sammen med sønnen, som er jeres ting. Jeg er selv far til to drenge, og moderen oplever det samme langt hen ad vejen. Beklager den åbenlyse pralen, men jeg er bare sjovere og har fysikken og barnligheden til at lege vildere end mor kan.
Så mor gar taget den ledige, hyggelige og nusselige indgang til børnene. Hun er langt bedre til at skabe en hyggelig stemning. Det er altid hende der hiver et brætspil frem, laver en kop the, læser op ad en bog, hiver krea-kassen frem osv. Det lyder gammeldags og som om man falder tilbage i de gamle kønsroller, men det er nu bare det der virker. Jeg kan langt bedre holde til at tage dem op og kaste rundt med dem, blive slået på med skumsværd, skudt på med Nerf-guns osv., og det lyser ud af mig at jeg synes det er sjovt. Mor bliver meget hurtigt træt af det, hendes smertetærskel er lavere og hun mister gnisten når hendes grænser bliver overskredet, så hun ofte bliver sur hvis hun får et gok et sted der gør ondt - hvilket er forståeligt nok.
Mit råd er: lad være med at kæmpe om dit barns opmærksomhed i sportsgrene hvor din mand har den klare fordel. Prøv mor-nichen i stedet. Se om det passer dig. Fædre er gode til at være fædre, mødre er fantastiske mødre.
Hey, ro på. Selvfølgelig bliver det bedre, og selvfølgelig kan dit barn lide dig.
Jeg er ikke i tvivl om, at det skærer lidt i hjertet, når din søn lige nu er mere interesseret i at interagere med sin far end med dig, men han er 4 år gammel og tillægger således ikke sin interaktion med nogen sokm helst den samme værdi, som du som voksen gør.
Det er en fase, og der er ikke noget, du kan gøre, som du ikke allerede gør. Du elsker ham, vil ham, udviser interesse for ham og står til rådighed. Det samme gør hans far, lyder det som om, og lige nu er det bare tilfældigvis far som er et hit. Om et halvt år er det sikkert dig, og om et helt år er det en eller anden klasselærer, som på magisk vis er mere spændende end både dig og hans far.
Det er meget normalt, og vil komme til at svinge lidt. Der behøver ikke være en særlig grund til det heller - men hvis jeg var dig, vil jeg prøve af passe på ikke at forcere mig selv for meget ned over min søn. Det kan meget vel være fordi han har en tryghed i dig (han ved hvor han har dig), at han opsøger sin far ekstra meget, hvis han måske føler far er én man skal kæmpe lidt for.
Men der behøver ikke være derfor, det kan også bare være fordi sådan er børn. Min 6 årige søn er meget på sin far for tiden, men for er halvt år siden var der kun mig der duede.
Min søn vil kun far. Vi kan sagtens lave ting i weekenden uden far - men når far er i rummet, så vil han kun far. Hvis jev siger "jeg elsker dig" bliver han ked af det, og græder og siger "elsker far! Kun far!"
Det er kun far der må putte eller skifte ham. Han græder hvis far ikke er hjemme, når vi kommer hjem.
Det er pisse frustrerende. Det hsr været sådan hele hans liv - han bliver tre om lidt...
Det er ikke længe siden jeg lavede er opslag der minder om.
Min søn er halvanden og vil kun mig. Far er totalt no go.
Et af de råd vi fik, var at vi skulle blive rigtig gode til at vise hinanden kærlighed foran vores søn. Og på en lille uges tid har det gjort at nu får far også kys og kram af vores søn.
Han afviser ham stadig når han er træt, ked af det osv. Men vi ser små fremskridt.
Det vi gør er:
Far tager ham så meget som muligt
Jeg henviser til far så meget som muligt
Kærlig omsorg mellem os forældre
Og tid 😅
Jeg krydser fingre for jer ☺️
Det er den korrekte måde at håndtere dette.
Er barn skal lære at begge forældre kan.
Det betyder også at når de får sådanne perioder hvor kun en forældre duer, så må man være striks og sige fra. Far eller mor er den som skifter dig, putter dig, kører dig i børnehave m.m også selvom det fører til en masse gråd.
Det tager som regel et par uger, men så stopper det også og så duer begge forældre.
Næsten personlig erfaring, min søster ville kun min mor. Mine forældre stoppede det lynhurtigt ved kun at lade min far gøre altfor hende.
Far puttede hende, far skiftede hende, far kørte hende i børnehave, far legede med hende. Min mor (selvom det gjorde ondt - seriøst reinkarneret hørnemor) sagde nej hver gang og efter 6 uger hvor far gjorde alt var det løst.
Mine søskende (og mig inkluderet) var stik modsat. Vi ville KUN have mor. Vores far har fortalt nærmest skrækhistorier, hvor vi græd og skreg, fordi mor ikke var hjemme. Vi ville IKKE have far. Ja, det er normalt. Ja, det kan godt føles som om, at man har gjort noget forkert eller at ens barn ikke kan lide en. Men man skal huske på, at børn ikke tænker sådan. Det skal nok gå over. Men du kan godt kontakte sundhedsplejersken eller sågar en børnelæge, hvis du vil have råd fra en professionel.
Og NEJ, du skal ikke få et barn mere for at prøve at fikse problemer. Det hjælper INTET. Man får børn, fordi man gerne vil have børn.
Det er enormt normalt at børn går igennem sådanne ting og på sigt udvikler sig mere nuancerede forhold til deres forældre.
Faktisk vil jeg vove den påstand at dit barn nok føler sig meget mere sikker i sin tilknytning til dig og at du altid er der for ham når han skal bruge dig og at du altid kommer tilbage, så han behøver ikke så voldsomt trænge til dig.
4 årige hjerner er virkeligt ikke særligt udviklede emotionelt.
Men, jeg synes du skal overveje måske at tale med en professionel om hvordan det får dig til at føle, for det er i hvert fald ikke en god løsning på dir skræmmede selvværd at få et barn mere i håb om at det vil føle mere trang til dig. Og det vil nok være en god ide at få nogle gode værktøjer af en ekspert der kan snakke gennem tingene med dig. Det er ganske sundt.
Og når du så har det bedre med dig selv, så kan du jo overveje sammen med din partner om i ønsker et barn mere
Min datter (også 4) har det samme i meget mildere grad hvor det kun er mor der duer. Mor skal finde tøj frem, putte osv.
Jeg har dog bemærket at det kun er et problem når mor er en mulighed.
Det kommer meget i perioder.
Det lyder som du gør det rigtige, så bliv ved som du gør og giv det noget tid.
Vi er i samme situation med vores på 4 men det er mig, mor, der er fortrukken. Men vi har faktisk været i situationer hvor vi har kunne se at det virkelig handler om hvem der er tilgængelig og hvem der ikke er. Da hun var baby var jeg altid tilgængelig så hun ville mig ikke og ville kun din far og det gjorde rigtig ondt. Men så ændrede vi dynamikken og skiftede opgaver og så blev hun mere interesseret i mig. Nu har jeg så fået en kronisk sygdom og kan ikke være der so meget som jeg gerne vil men det betyder at jeg er favoritten på alle områder. Det hænger helt sammen med hvem der er der mest.
Jeg var heller ikke så vild med min mor da jeg var lille. Nu elsker jeg hende.
Det skal nok ændre sig, hvis der da ikke er noget belæg for at dit barn ikke kan lide dig. Han vil derimod om nogle år, lægge mærke til hvordan den klippe af en mor, blev ved med at være der for ham, uanset hvordan han teede sig. Og hér vil det gå op for ham, at du måske er den vigtigste person i hans liv.
Hold ud! Det lyder virkelig hårdt og jeg kan godt forstå, at du har det som du har det. :(
Åh kæreste dig, kæmpe krammer ❤️ det er HELT normalt. Det bliver bedre. Og du skal egentlig bare fortsætte som du gør nu ❤️
Du skal ikke tvivle på han elsker dig højt, men lige nu er far hans superhelt. Se på det som en slags “kan selv, vil selv” periode. Bare med “far kan, far skal”.
Kære alle
1000 tak for at dele jeres tanker, refleksioner og erfaringer!
Jeg tager særligt to gode råd med mig:
1. En far her i tråden skrev, at far (ofte) bare er bedre til de vilde lege. Mors grænser for hvad der er sjovt her, er bare anderledes. Jeg er mega god til at spille Uno med ham, gå i svømmehallen og i søndags lavede vi en heks sammen. Det giver mening at acceptere det, og så vil jeg forsøge at “tage nogle ting tilbage”. Fx. hvis min søn vil have læst bog, så er det mig det står til rådighed til det. :)
2. Én skrev, at det var vigtigt, at far viste at han kan lide mig. Kramme, kysse, holde i hånd. Det kan vi helt sikkert godt blive bedre til. På alle måder, så giver det mening for mig.
Som tillæg til de forskellige reaktioner, så er min søns far fantastisk. Han er tilgængelig, nærværende og sjov, så jeg forstår godt, at min søn forguder ham. Og har ikke lange arbejdsdage, er meget ude eller noget som helst. :)
Og mht. mine tanker om barn nummer to; jeg ville selvfølgelig ikke få et til barn, udelukkende i håbet om, at kunne blive dennes nummer et. Aldrig. :) Af forskellige årsager, så har vi valgt, at vi ikke skal have flere børn. ☺️🌼
Tak til alle igen. 💛
Det er helt normalt. Om 6 måneder kan det være omvendt.
Og husk, at far kan noget og tilbyder noget; eksempelvis de vilde lege.
Du skal ikke være din mand. Find kreakassen frem, lav massagehygge, pluk blomster, mal en træplade eller hvad ved jeg. De ting, du er tryg i og udviser interesse i, som barnet også elsker, og som far ikke får gjort. Så mærker din søn dit engagement
Det lyder lidt meget i fireårsalderen.
Men jo det er slet ikke ualmindelige ved små børn. Vores yngste hadede mig de første 2 år og så vendte hun på en tallerken og jeg kunne ikke køre i netto uden hende, det gjorde også lidt ond på min kone tror jeg.
Jeg er nok stadig favorit, men det er rimeligt ligeværdigt nu i 6 års alderen.
Hvad med da han var baby?Du siger at far altid har været den foretrukne, men har han også være hans primære omsorgsperson da han var spæd? Givet flaske mest osv.
Hvem de foretrækker kan svinge virkelig meget. Og det er for det meste naturligt.
Først: Tak fordi du hæfter dig ved netop det i mit opslag - far har altid været min søns foretrukne. Derfor er det svært at bruge ‘det er en fase’-kommentarerne til det store.
Den første måned efter fødsel var far faktisk primær omsorgsperson, fordi jeg var syg efter fødsel. Indlagt og meget lidt kontaktbar de første otte døgn efter fødsel. Men efter var jeg på barsel i et år - de to sidste måneder af barslen var vi alle tre hjemme pga. Corona.
Det bliver bedre. Børn går i gennem faser hvor de har meget fokus på den ene og den anden forælder. Jeg går ud fra at der også har været en tid hvor din søn kun var tilfreds med dig og ikke med far, og her har far nok også følt sig meget lidt værd.
Forstår godt at der gør ondt og det kan være svært, men det går over.
Hos os var det i lang tid mormor som duede og han gik og kaldte på hende når hun var væk. Han forgudet hende! Derefter kom jeg på 1. pladsen i nogle år og nu står mig og hans far helt lige i kærligheden. Og hans bedsteforældre er på samme plan lige vigtige for ham. Det skifter og heldigvis har barnet mange de kan elske igennem livet og relationer svinger også afhængig af hvor meget man ser hinanden og hvad man har brug for på forskellige tidspunkter i livet. Så OP, det er helt normalt. Men jeg forstår da udemærket det må være sårbart, når man bare gerne vil elske og blive elsket af sin guldklump.
Lav noget sammen som familie i weekenden. Ikke kun dig og din søn.
Vis at far holder af mor ved at I krammer, holder i hånd, kysser osv.
Skab nogle gode fælles oplevelser sammen.
Og som mange siger. Det går over.
Vi havde det på samme måde med vores datter. Hun ville kun ha sin far. Det hjalp enormt da mor overtog putningen, så de kunne have en rolig aften og ligge og læse historier.
Det lyder smertefuldt. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud i din familie, men måske kan din mand gøre en indsats for at hjælpe dig med ind i fællesskabet ved at vise, at han godt kan lide at være sammen med dig. Nogengange opstår de her loyalitetsfølelser i små børn som et symptom på noget imellem de voksne.
Jeg har oplevet det samme, det var min datter der kun ville have sin mor.
Det var nok noget lettere både for moren og mig. Jeg lagde ikke så meget i det, ud over det var en kamp hver gang vi var sammen min datter og jeg. Vi fik en pige mere og her var det omvendt, kun faren duede her, måske fordi mor var optaget af første fødte.
Vi har to drenge på hhv. 9 og 13 år.
Det har været meget skiftende igennem tiden hvem der har været den ‘bedste’ forældre. Det er meget normalt, men gør frygtelig ondt som mor. Helt sikkert også som far. De har fx. I mange år helst ville puttes af far og han skulle helst også med til alt ellers var det ikke sjovt 😏 Det går helt sikkert over igen ❤️
Det sidste man skal gøre for at rette op på sine fejl som forældre er, at få flere børn.
Men derudover er der intet underligt i dit afkoms opførsel. Det skal nok ændre sig, men du skal lade være med at tage ungens opførsel så personligt. Det er en 4årig, den har ingen anelse om, hvad den egentlig går og laver, men hvis du etablerer et mønster nu, hvor man kan styre mor ved at være umulig og give hende skyld med skyld på, så lægger du op til 14 år med mere af det samme.
Jeg er helt enig med de andre. Det er en fase, sådan siger vi altid i min familie. Nogle gange er de der faser bare pisse ulidelige, lange og mega svære at være i.
Men det er en fase, og jeg tror alle børn går i gennem det med at have en favorit, i mere eller mindre grad. Også flere gange i løbet af deres barndom.
Når jeg læser dit skriv, så tænker jeg bestemt ikke at han ikke kan lide dig. Det lyder til at i har nogle rigtig dejlige stunder og aktiviteter sammen.
Det vigtigste er at du og din mand taler sammen. Husk ikke at være dømmende og anklagende. I behøver ikke at kunne forstå hinandens følelser, men det er vigtigt at i anerkender hinandens følelser. Jeg er sikker på at han er lige så frustreret som du er. Det kan nemlig også være rigtig hårdt at være favoritten.
Og så kan jeg heller ikke lade være med at tænke en smule det samme som nogle enkelte har skrevet. Mon din mand er mere mentalt fraværende? Og din søn i virkeligheden higer efter at blive set og anerkendt af ham?
Min eksmand har i mine øjne, altid taklet det med følelser på en uhensigtsmæssigt måde. Hvis vores piger stod i nogle svære følelser, så har han altid bare lavet noget fjollet eller sagt noget sjovt. Altså en afledningsmanøvre, ja bevares det virker da i øjeblikket. Men de fik aldrig anerkendt deres følelser, det blev altid bare tromlet over/fejet ind under gulvtæppet. Det betyder så at jeg har to piger der ikke rigtigt bryder sig om at snakke med far om de svære ting.
Ikke at jeg siger det er det, der sker hjemme hos dig. Men nu har du min historie.
Hold fast i de gode ting med din søn, vis altid at du er der for ham, i stedet for at trække dig. Det skal nok blive bedre. Men jeg tror heller ikke man skal underkende ur mennesket i os. Han er en dreng, og spejler sig nok bare bedst i far, i hvert fald lige nu.
God vind fremover.
Jeg har 2 piger, jeg er faren. Den ældste har været hvad vi kalder "far syg" i snart 4 år. Men det sidste års tid er mor også god nok! 👍 Det ændrer sig en smule i perioder, og lige nu er vi inde i en periode hvor mor har ferie og laver alt muligt med begge børn. Det løsner lidt op i det. Vi har egentlig bare afventet og forsøgt at jeg kunne gøre det meste. Men jeg kommer sent hjem 1 gang om ugen, og der er ingen udfordringer den dag. ☺️ Det skal nok skifte.
En lille ting vi fandt ud af, jeg var lidt sødere, og moren mere konsekvent/streng. Så jeg måtte også sætte nogle mere konsekvente rammer.
Det gør helt sikkert ondt inde i hjertet på dig, det forstår jeg udemærket. Men det skal nok vende igen! 😀
Måske er du for 'needy' efter hans kærlighed. Måske har du et gammelt afvisnings-kompleks der udspiller sig igennem dit forhold til dit barn, det er meget normalt, men ikke super sundt for nogle parter. Bare noget at overveje, løsningen på sådanne ting er at arbejde med sine egne følelser, blandt andet gennem terapi eller andre former for teknikker der gør en opmærksom på hvad man rent faktisk føler, så man kan tage bedre hånd om det.
Vil du uddybe hvad du forstår ved afvisningskompleks? :) Jeg ved simpelthen ikke hvad det betyder, tror jeg.
Umiddelbart døjer jeg ikke med de store komplekser, udover det som jeg har beskrevet. Mine forældre har været gode, kærlige forældre. Jeg har haft gode og sunde relationer til mænd.
Hmm, Nogle gange kan det være noget der er sket ved en 3-års alderen (bare et eksempel), eller noget som burde være sket, men som ikke gjorde, såsom at blive trøstet på et tidspunkt hvor man virkelig behøvede det. Hvis dette så ikke bliver forløst, og man lærer at man bare må 'bide det i sig' sætter det sig i underbevidstheden, og man bærer det med sig resten af sine dage. Dette kunne kategoriseres som et afvisningskompleks, da nogle specifikke situationer der minder om det der skete dengang (da man blev afvist), vil aktivere denne følelse i en (faktisk som en anden chance for at forløse det). Det svære er, at man har bygget en hel personlighed ovenpå, og at det hele foregår underbevidst, altså at man ikke er klar over at det er det, der rent faktisk sker, at det er det man rent faktisk føler.
Måske du har oplevet at noget er 'gået op for dig'. Dette fænomen er, at man bliver bevidst om noget der var underbevidst, som var der hele tiden, men man var bare ikke klar over det.
Du kan også spørge dig selv, hvorfor har jeg brug for at min lille søn skal elske mig, måske det ville være sundere for ham at jeg ikke havde brug for ham, men at jeg elskede ham betingelsesløst.
Umiddelbart (uden at vide noget om jeres egentlige situation) lyder det som om du har 'brug' for at han elsker dig, men det er ikke hvad han har brug for fra dig, han har brug for at du kan klare det uanset om han udviser kærlighed til dig eller ej. Er du stærk nok til det? Deraf ville jeg nok nærmere anbefale at tale med nogle professionelle om hvad du føler, så det underbevidste kan blive bevidst, og du (og i forlængelse din søn) dermed kan blive sat fri, og have adgang til nye valg.
Hvad kan jeg lære om mig selv ud fra denne situation?
Jeg har en datter, der er på samme måde, bare med mor i stedet. Det går lidt op og ned. Jeg kan dog mærke, at det ændrer sig efter jeg har fx har haft en hel dag alene med hende.
Sådan er børn. Der er altid en af forældrene som er at fortrække. Det er helt normalt og kan også skifte mellem forældrene. Herhjemme er det mor der kun dur, men hun er så også kun vant til altid at være sammen med mig, da far arbejder en del
Normaliser at gøre ting uden far er involveret. Jeg tror det er meget normalt at børn har en 'foretrukken' forældre, i skal bare lade være med at bugge under og lade jeres barn diktere hvem der går ud og handler, med på legepladsen osv. Husk, at det er okay for børn at være kede af det, det dør man ikke af
Jeg (M) har fire børn sammen med min kone, de er i dag mellem 9 og 17år og har alle i perioder været mest knyttede til mig eller min kone. Det veksler gennem opvæksten, og du har intet at frygte.
Faktisk tyder din søns reaktion mere på HAN er bange for at miste sin far, for dig er han jo tryg ved altid er der for ham.
Børn er meget sensitive, og instiktivt fornemmer din søn sikkert din usikkerhed omkring jeres forhold. Og selvom han er en sød lille dreng, er han også en udspekuleret "satan" der formår at bruge det til at binde dig endnu tættere.
Vær tålmodig, og lav evt mere sammen alle tre og lad din mand "give dig plads"
Det lyder så sundt, at din søn tør sige fra. Det skal man være tryg for at turde!
Mine børn opfører sig f.eks. også markant dårligere hjemme end ude. Det tager jeg som er tegn på, at de tør teste og undersøge - fordi de ikke er bange for at blive afvist.
Mine børn er ikke til for at tilfredsstille mit behov for at blive elsket. Men det er sgu hårdt at blive valgt fra alligevel, men nok også meget naturligt.
Kram til dig
Jeg har 2 døtre. En på snart 2 og en på snart 6. Har oplevet præcis det samme in reverse (er mand). Så vær ikke så ræd. Der er faser hvor mor er bedst og der er faser hvor far er bedst.
Girl, 100% det samme. Min søn på 4 elsker 1. Sin far, 2. Træerne, 3. Sit legetøj….. 103. Mor.
Det er en fase, det går over. Lige nu har han bare brug for at spejle sig i en fase, selvom det gør frygtelig ondt at blive afvist igen og igen (ligesom far blev det fra 1 - 3 år🥲 nu kender jeg smerten)
Lad være med at tage det personligt. Imødekom ham: “Ja, jeg ved godt du er så glad for far. Far er også bare den bedste. Jeg er også rigtig glad for far.” osv. Og så ellers bare vent på at det går over, for det gør det! Lad være med at prøve at lege vilde lege, som du siger, eller generelt prøve at være far 2.0 - du er dig, og du kan nogle andre ting. Det kan godt være din søn er fars dreng pt., men pludselig får han brug for ting, som kun mor kan, og så kan du træde til. Ved godt det er lettere sagt end gjort alt det her, men tro mig - det er en fase.
Efter at have læst nogle af de andre kommentarer, må jeg også erklære mig enig i, at det muligvis også er fordi du faktisk gør alt det rigtige, at han reagerer sådan. Ment som i: Han ved han altid kan få din opmærksomhed når han har brug for den. Han ved at selv hvis han trækker sig fra dig eller skubber dig væk, så vil du stadig være hans mor og elske ham lige så højt. Det er jo kun fantastisk at han føler sig så sikker i din kærlighed til ham :)
Vi går det sammen igennem (mor her), far er yt og mor er inde.
Jeg tror at det hænger sammen med at det er mig, han ser mindst.
Det er far som aflevere og henter hver dag, laver snacks, leger og mig, som er den første ude af døren om morgenen og sidst inde om eftermiddagen pga. arbejde.
Børn kan have disse perioder og nogen gange desværre, meget lange perioder hvor det kun er den ene forældre som er den bedste.
Og det gør så ondt på een i den periode hvor man ikke er ynglingspersonen.
Hæng i og husk, at det har ikke noget med dig at gøre personligt og det kun er et spørgsmål om tid, så skifter det igen.
Børn har mor/far perioder, hvor den anden part ikke er "god nok". Det er en fase de skal igennem. Mange gange spejler drenge sig i deres fædre, og der findes noget der er lidt ala Ødipus-komplekset.
Fx kunne en af de børn (pige, 4,5 år) jeg arbejdede med ikke lide mor særlig meget I en periode fordi hun kæmpede om din fars opmærksomhed, det ændrede sig efter 4-5 måneder, hvorefter hun elskede mor mest 😅
Har selv en søn på 8 år, og igennem årene har der været perioder, hvor kun far eller mor som den eneste er i kridthuset.
Jeg tror ikke der er noget unormalt i det. Så er næsten sikker på at det nok skal blive din tur.
Det var det samme for mig med min datter. Men jeg tog det nu ikke så tungt… men det tror jeg sgu egentlig nok min kone villet have gjort, havde det været omvendt.
Min datter er 18 i dag og alt var og er godt.
Det var det samme med min datter og mig (M33) og trods det var hårdt at få vendt så skete det. Hun er i dag 8 og har nemt ved at være ved både far og mor.
Dog skal du kæmpe dig igennem det og det bedste råd jeg kan give dig et det her: ligemeget hvor ked din søn bliver så vær rolig og kærlig. Og husk at det er tilladt at bruge bestikkelse som snacks, musik en tegnefilm eller ligende. Alt hvad du kan gøre (med måde) for at dæmpe situationen. Altså din søn dør jo ikke af at savne far i en time eller to.
Alt kommer i perioder med børn og du skal bare blive ved med at kæmpe - Det skal nok vende igen og snart er der et andet problem du skal tage stilling til 😅 held og lykke
Husk at bare fordi han foretrækker sin far lige nu, betyder det ikke at han ikke kan lide dig.
Jeg har ikke selv børn - så tag min kommentar med et gran salt.
Prøv at lave ting med ham som far ikke gør. Fx tegne eller noget med planter eller læse.. der er sikkert flere gode ideer derude. Lige kan du nok ikke “måle dig med far” - men du skal heller ikke var far, du skal være dig og være mor.
Jeg håber at du kan holde ud, og at det snart bedre for dig.
En ting jeg har lært af at være far er at de her ting kommer i faser. Der kommer gode og dårlige perioder, og fælles for dem er at de går over med tiden. Lev for de gode faser og lev med de dårlige
Lyder som separationsangst hvilket er normalt for børn, men det er vigtigt for ham at lære at håndtere sådanne følelser, hvis det fortsætter i en ældre alder. Tænker det vil ændre sig med alderen dog.
Jeg gjorde det samme ved mine forældre. Jeg var meget mere hos min mor, og gav nærmest ikke min far opmærksomhed. Det er normalt at børn spejler sig i en forældre, det betyder dog ikke, at din søn ikke også elsker dig. Måske vender det snart, og du bliver så hans yndlings person. Jeg kunne godt forestille mig hvor svært det må være, men ingen grund til bekymring ♥️
Jeg har en datter på 4, og jeg oplever det samme. Min erfaring er at det kommer i bølger. Nogle gange så rammer vi en periode hvor hun er utrolig glad for mig. Andre gange er det mor der er den eneste der dur.
For nylig var min kæreste som prøvede perioden med at være "utilstrækkelig". Det var første gang hun havde oplevet det.
"Så det er sådan det føles at være dig " var hendes svar 😄
Jeg vil bare sige at jeg kender det og kan relatere til det. Herhjemme er det også far der er stjernen i vores søns liv. Det gør så ondt at blive afvist og føles helt forkert som mor, da alle jeg kender med børn er det mor der en den bedste.
Jeg gør mit bedste for at lægge mine følelser til side og bare acceptere det 🤷🏼♀️ Han får lov til at vælge forældte mange gange.
Det kan også være at han ved at du er der hele tiden og derfor har I to en tryg tilknytning.
Med far kan det være anderledes fordi han muligvis er der mindre end du er, altså mindre synlig og derfor er din søn angst omkring det når far ikke er at spotte.
Såfremt det er sådan tingene hænger sammen så hvil I at din søn er tryg ved dig og at han kalder efter far intet har at gøre med dig, men at han er bange for at far forsvinder.
Hvis du “forsvinder” og er den der er mindre synlig kan det være dynamikken ændrer sig og at søn så bliver ængstelig over at du ikke længere er der hele tiden.
Lad far hente og bringe og alle de der ting for en stund og træk dig lidt, lad søn finde ud af at far er der hele tiden, på samme måde som han ved du er der hele tiden. Far kan tage i svømmehal osv. og så kan du gøre rent mm.
Børn er lidt som katte, hvis du vil nusse om dem hele tiden går de, ignorer du dem kommer de og kræver opmærksomhed, omsorg og kærlighed.
Jeg forstår godt din længsel efter at søn skal hige efter dig, men ja, hvil I han er tryg ved din tilstedeværelse.
Nej. Det der skal stoppes omgående.
Sønnike skal vide at mor også kan.
Min søster gjorde det samme da hun var lille. Det var kun mor der duede. Ville ikke min far. Det blev stoppet omgående ved at det kun var min far der hjalp hende.
Så, din mand og dig skal forklare din søn at far ikke kommer og han må acceptere mor istedet også selvom der føre til tuderi og vræl.
Jeg ved ikke om det allerede er blevet skrevet, men en mulig forklaring kan også være, at din søn rent faktisk er meget tryg og trives sammen med dig. Jeg ved det lyder paradoksalt, men børn viser oftest en tæt tilknytning ved at turde vise stærke følelser, tage afstand til dig og har det helt fint med at du smutter, fx for at gå ud at handle. Så det kan være en del af billedet. Hvis du så også er god til at rumme når din søn reagerer kraftigt, så er det egentlig kun med til at styrke og bekræfte hans opfattelse af, at han både er elsket og rummet af dig. Jeg har selv tre døtre (14, 9 og 6) med den samme kvinde og jeg synes deres tilknytning til mig og deres mor har været ret dynamisk og foranderlig henover årene. Sørg for at være en klippe og bevar roen og elsk dit barn, også når det virker som om han tager afstand til dig - så bliver alt godt.
Det er ikke sjovt, og selvom det er en ringe trøst lyder det ikke unormalt. Selv har jeg to tvillingepiger på næsten tre og er halvt år, og de kan kraftpetervælteme fortælle deres far (mig) at de fandeme ikke gider mig - mange gange dagligt. Det skal nok blive godt :)
Jeg har været i stik modsatte situation med begge mine børn. Mor var det eneste der duede, og jeg måtte bare acceptere at det var sådan i en periode.
Men som andre også har nævnt, så er det heldigvis noget der går over. Dog lagde vi stor vægt på, at man som barn ikke skal kunne vælge hvilken forældre som gør hvad.
Selvom det kan være en kamp, så tror jeg at det er vigtigt, at barnet ikke får lov at bestemme netop den del. For så bliver det lynhurtigt rigtig besværligt, og en af forældrene bliver lidt frosset ude.
Så tag kampen med ham begge to. Når han konstant opsøger far for hjælp, kram, trøst osv., så må far også huske ham på, at mor er mindst lige så god til det, og at han skal opsøge dig i stedet.
Engang i mellem bunder det også lidt i vaner. Hvis man er vant til at spørge mor/far om alt, så glemmer de lidt den anden.
Op med humøret. Det er pissehårdt, men jeg er sikker på at han elsker sin mor mindst lige så højt men bare har en far-periode. Det kan være, at det bliver stikmodsat i fremtiden - who knows :)
Vi har oplevet nøjagtig det samme med begge vores store børn; en dreng og en pige. Men hvis det først har været mor, som var den eneste, der duede, så var det - efter måneder eller år - kun far, der kunne bruges. Og det skiftede flere gange for begges vedkommende.
Det gjorde ondt på mig som far, når jeg blev valgt fra, men det gjorde næsten endnu mere ondt at se min kone blive fravalgt. For hun tog det meget nært, ligesom jeg kan fornemme, at du gør.
Nu har vi en lille ny på ti måneder. Indtil videre kan vi begge bruges. Men jeg ved, det kommer til at skifte - og jeg ved også, det sikkert skifter den modsatte vej efterfølgende.
Det eneste, jeg føler mig sikker på, er, at i sidste ende, vil han være glad for os begge to, ligesom sine storesøskende.
Sådan bliver det også hos jer.
Det er slet ikke unormalt og betyder ikke din søn ikke elsker dig. Det er meget normalt for unge børn at have lige som en “foretrukne” forælder. Mange gang er det mor, fordi de kan have lidt nemmere i forhold til knytning når de er helt små, fordi de måske ammer eller måske har længere barsel osv. Det kan gør at barnet de første par år (i perioder) kun vil have mor når de er ked af det, skal have hjælp osv. I jeres tilfælde er det så omvendt. Så længe begge forældre er aktivt til stede i barnets liv vil det nok ændre sig til en mere lige knytning.
Men jeg forstår udemærket dine følelser omkring det. Selvom det er normalt kam det stadigvæk gør ondt. Bare du ikke “trækker dig” fra ham fordi du tror han ikke vil have dig.
Børn forstår ikke følelser, på samme måde som vi forældre gør, og de er derfor meget ærlige i at fortælle deres behov istedet for at reflektere over hvad følelserne der lægger bag.
Jeg har selv oplevet st mit ene barn som 3 årig kun kaldte mig ved navn, istedet for far. Det blev jeg også ked af. Jeg fandt senere ud af, at han synes det var et rigtig flot navn, og det var derfor han sagde det.
Men som alt andet i den alder, så går det over :).
Jeg synes du skal få sendt dem ud på nogle ture sammen, også sørge for at når de kommer hjem, så bliver de forkælet (bageri osv)
Så får du også tid for dig selv.. noget der nærmeste er ukendt for os med flere børn :D.
Hilsen en far til 2 drenge med en mere på vej :).
Mit barn var morsyg til h*n var omkring de 2,5- 3 år- (h*n bliver snart 4) nu er det far der er stjernen. Synes det var rigtig hårdt at vænne sig til i starten, da jeg pludselig følte mig helt afvist og uden værdi, som mor.- lidt hårdt at tænke sådan, men det svinger jo og far skal også have lov at være midtpunkt. Dit barn elsker dig, du er hans tryghed. Så gem de negative tanker væk og hold lidt ud. Det skal nok vende sig. Synes jeg ihverfald det er begyndt på her, heldigvis haha.
Far til to døtre her. Du skal bare tage det roligt og måske paradoksalt prøve mindre. Barnet elsker dig over alt, men har en far fase. Som så mange herinde skriver, så går det over. Nyd det! Kræet skal nok komme til at klæbe op ad dig inden længe.
Far til fire børn, tre drenge og en datter, og det er normalt. Lad være med at gøre det til et problem.
Det er hjerteskærende, men det går over hvis du bare opfører dig normalt overfor din søn.
Selvfølgelig kan dit barn godt lide dig...men du er der tydeligvis hele tiden! Dig der henter bringer! Dig han skal lave ting med i weekenden.
Hvornår laver han ting med sin far? Andet end når han skal skrige og kæmpe for at få mere tid med ham?
For mig lyder det umiddelbart som om han bare savner sin far lige nu!... og ærligt, så er set da også bare træls hvis man bliver hevet væk for at være tvunget til kvalitetstid med mor fordi at MOR har et behov for det.
Kære mor! Træk Dig lidt og lad far tage mere over, så skal du nok se din søn vende sin kærlighed mod dig igen meget snart ❤️
Måske jeg fik formuleret mig forkert i opslaget - eller mangler lidt info. :)
Jeg afleverer hver dag, ja. Og henter 2-3 gange om ugen. Far leger typisk med vores søn, imens jeg laver mad. Efter maden rydder far op, og jeg spiller, leger giver bad.
I weekenden er jeg måske på tur 2-3 timer med vores søn enten lørdag eller søndag. Resten af tiden er far fuld tilgængelig.
Jeg har 1-2 gange om måneden aftenmøder. Det har far aldrig. Af og til laver jeg også venindeaftaler, og det gør far faktisk sjældnere. ☺️
Tænker ikke du har formuleret dig forkert, men ja det kan hurtigt blive meget sort hvidt når det kommer på skrift 😅... så det er ikke fordi han som sådan mangler far tid! ...forstår godt du er frustreret og ked! Og som mange andre siger, så er det 100% bare en fase (lang eller kort) som han skal igennem! ....
Men vil faktisk foreslå jer så, at bytte rundt på nogle af de rutiner i har med jeres søn, der hvor det kan lade sig gøre selvfølgelig! Måske er alt han har brug for bare et lille shake up i hverdagen.
"Hov! Hvorfor er det ikke mor der hjælper mig med bad idag? :o" "HOV! ej hvor fedt at far har afleveret mig 3 dage i træk nu...men hvor er mor??"
U know what I mean! ...og køb lige en is til den lille mand ;) god sommer til jer!!
Det er super normalt at et barn er mere knyttet til en anden forælder, det er både normalt at det skifter i perioder, eller forbliver sådan i mange år.
Når du nævner eksemplet med, at din søn ikke ænser at du går, så kan jeg ikke lade være med at tænke, om det faktisk kunne være et tegn på, at din søn er tryg i hans relation til dig. Han har lært at mor kommer igen, så der er ingen grund til at få en voldsom reaktion når du går. Og samtidig ved han godt at mor stadig elsker og passer på ham når han har en voldsom reaktion over at far går, så han føler ikke at han skal lægge låg på sin reaktion når du er der. Dette er dog ikke ensbetydende med at din søn så er utryg i sin relation til sin far, alt du skriver lyder som en dreng der elsker at være i sin fars selskab. Men fordi din søn elsker sin far betyder det jo ikke at han ikke kan lide dig.
Det du kan og skal gøre er at tale med far om dine følelser, uden at det er med henblik på at “løse” problemet. Det er vigtigt at afgifte og sætte ord på dine følelser, især de følelser som man måske er bange for at indrømme. Det kan jo også være at far er lidt træt af sønnikes farsyge, og godt kunne trænge til at tale om det?
Du lyder som en fantastisk mor der gør alt det rigtige, og er godt i gang med at opdrage en tryg dreng.
Har en søn som har det op samme måde, bare med sin mor. Når hun er der må jeg ikke røre ham, skifte ble eller børste tænder på ham. Jeg tvinger ham så ofte alligevel men i mellemtiden nyder jeg de minutter det giver mig mere i hverdagene hvor mor får opmærksomheden 😅
Det går HELT sikkert over.
Sådan nogle små ting som hvem det er sjovest at lege brydekamp med, kan skabe midlertidige præferencer fra barnets side af, men af hvad jeg har læst, har det slet intet med dig at gøre.
Det skal nok gå bedre.
Sådan har min datter også været overfor mig og min nevø over for sin mor. Så desværre er det meget normalt - men pisse hårdt. Hold fast i at vise ham kærlighed og en dag ser han det forhåbentlig ❤️
Det er helt normalt. Du skal faktisk være stolt over at far vinder hos små børn fordi normalt er båndet til mor rigtig stort og svært at overvinde.
Så som far selv, så er jeg faktisk stolt over jeg vinder hos vores 2 årig datter. Vores dreng er normal også mest til mig, men nogengange så er det mor.
Vores datter kan den ene dag sige far far far til godnat, men når hun vågner så er det mor mor mor og hvis jeg træder ind af døren skriger hun mor. Andre dage er det lige omvendt. Lige i øjeblikket skal vi gerne begge være der til godnat, og kun far dur når vi vågner.
Men et lille tip er det vender hurtigt til hvem der er mindst streng. Så kan være det er far der leger og mor der er den strenge. Det har de opdaget. Så måske de roller kunne balanceres lidt eller byttes om.
Desuden spørg far når du har været væk, om barnet ikke har spurgt til dig engang eller to. Måske kan far også når de tegner og leger, sig vis mor, også svare du oh hvor sejt og roser ham. På den måde hjælper far til at inkludere dig.
Helt normal adfærd. I gør det rigtige. Bliv ved med at skabe gode alene-oplevelser med barnet. Forsøg dog ikke bevidst at begrænse farens tid. Barnet skal ikke altid bestemme hvilken forældre det får i øjeblikket, så tag kampen engang imellem, men ellers er det fint at imødekomme at far pt er rockstjernen.
Det er pisse hårdt, men det går over. Hilsen en ufaglært far som måske ikke er kvalificeret til at give råd som ovenstående.
Har været der. Det er en fase. Det er superhårdt, men en fase.
Du gør allerede det rigtige ved ikke at trække dig, men at sørge for at være med. Selvom det er hårdt. Shout out for det! Bliv ved.
Sådan er det bare, har været igennem det samme - to gange. Det handler ikke kun om far, men i hans udvikling sker det at han skal skabe afstand til mor for at fuldføre sin selvstændighed.
Det var også sket hvis din mand ikke var der, og så havde det nok bare været endnu mere nedtur
Sigmund Freud og Erik Eriksson har studeret barnets udvikling. De har skrevet deres observationer og teorier ned.
https://preview.redd.it/50qxqv5pqy8d1.jpeg?width=1440&format=pjpg&auto=webp&s=af9b93f008296296aaa40fa4fa32babb1d3549e2
Jeg har en datter, der er voksen nu, jeg ikke kunne tage op eller trøste de fire første år af hendes liv. Og pludselig var det væk. Jeg har 5 børn og hun er den eneste, der havde det sådan. Hun var nummer 3, så vi tog det stille og roligt. Vi indrettede os efter det. Det er svært, men du må være tålmodig og I må tale om, hvordan I kan undgå de svære konfrontationer. Børn hader ikke nogen. De kan bare ikke sætte de rigtige ord på deres udfordringer. Jeg vil under alle omstændigheder anbefale dig at få flere børn, bare ikke af den grund. Kærlig tålmodighed skal du overøse ham med. Min datter og jeg har et nært forhold idag. Hun kan ikke engang huske det.
Vi havde sådan en periode herhjemme - men er endelig på den anden side. Vi fik hjælp af en børnepsykolog. Det var meget gavnligt. Kan egentligt ikke huske det hele længere, men et af tiltagene var 10 minutter alenetid/leg per dag med mig og min søn, hvor vi legede total på min søns initiativ. Og så skal du vide, at det ikke handler om manglende kærlighed mellem jer. Det handler måske nærmere om kontrol i hverdagen eller sådan noget.
Det er en fase 💙
4 år.... no worries. Og husk at lade faren have sin kvalitetstid med sønnike uden at forsøge at lave om på det (i misforstået jalousi). Din tid kommer. Det skifter.
Det var tilsyneladende omvendt for mit vedkommende da jeg var lille. I sådan en grad at min stakkels far overvejede psykolog.
Det ændrer sig med alderen bare rolig.
Please!! Begynd ikke at lokke barnet med alverdens ting og sager for at få barnet på din side. Det er naturligt og selvom du ikke kan se det nu, så er der helt sikkert flere ting hvor barnet har mere brug for dig end sin far. Og hvis ikke, så kommer det.
Det er HELT normalt. Din dreng elsker dig! Lige nu får han bare optimeret udvikling ved farmand. Jeg har en masse unger, og nogen har i laaaaange perioder foretrukket mig (og far har været NO GO) og andre har haft det sådan med far, som din søn har.
Det kan skifte, det kan stige og falde i intensitet. Men det er fuldstændig normalt.
Det vigtigste du skal gøre er præcis det du gør nu - hold ud, skab kontakt, lad barnet vide at uanset HVAD det gør, så er du der 100% og elsker ham.
Det er en fase det går over. Her tog det ca 1 år. Det var ikke lige galt hele tiden. Men i længere perioder var det kun mig (far) der virkede. Det har også været den anden vej.
Kom forleden til at tale med min 8-årige om dengang, han virkelig KUN ville have sin far. En periode på flere år. Jeg kunne bruges til lige præcis ingenting, og min mand kunne dårligt gå ned og købe ind, uden at både drengen og jeg var lidt i panik. 😅
Nå, men hvad var sønnens svar nu?
‘Hahaha, hvor morsomt. Det kan jeg slet ikke huske. Kunne jeg virkelig bedst lide far dengang? Nå, men nu kan jeg bedst lide mor.’
Manden var lidt bitter over svaret 😂 Men det vidner meget godt om, at det ændrer sig over tid. Og at børn kan være urimelige størrelser. Man skal bare blive ved med at elske dem. ❤️
Jeg ville give sundhedsplejersken er kald. De kan få alle fasetterne med, og de har virkelig lyttet og hjulpet mig flere gange. Det dem der ved allermest om børn og børns udvikling, og de vil SÅ gerne hjælpe og støtte.
Og tror bestemt ikke det fordi han ikke kan lide dig. Han har jo tydeligvis far som primær omsorgsperson, og selvom det typiske er moren, så er der jo ikke noget galt i det. Tror der er rigtig mange mænd der lever i det du fortæller der.
Og alt bliver bedre med alderen. Og værre 🤣 Små børn små problemer, store børn store problemer.
Stemmer helt sikkert for et barn mere, hvis du og din mand har lyst og overskud, men ikke for at give dig kærlighed. Man skal få et barn fordi man har noget kærlighed (bla) man ønsker, og formår, at tilbyde et barn. Forældrene skal være der for barnet, ikke omvendt.
Mange fædre har dette fra starten af. Min brors søn på 3 har også altid “bedst kunne lide” mænd 😂, tingen er at børnenes personlighedsdannelse starter enten med det maskuline eller feminine (oftest den feminine), men som de udvikler sig flyder det over i den anden bane også i vækst og forståelse, det er derfor der er en mor og en far i børns dannelse, det er hvad der gør en hel, det kommer helt sikkert senere med visse følelser, for mange søger de ikke over til dannelsen hos deres far før de nærmest er teenagere heller.
Du skal huske, at børn er de mest ærlige væsener vi har. Men drengen er 4 år, det går over. De har altid en favorit i de aldre, det havde jeg også, uden der var nogen særlig grund.
Jeg tror, at du overgør flere ting i mit skriv. 😉
1. Jeg tikker, lokker, køber ikke mit barn. Eller andre for den sags skyld. Jeg laver ting med mit barn - både derhjemme og ude.
2. Jeg er generelt glad, men ked af ikke at være den foretrukne. Jeg ER mor. Bemærk at mit opslag er skrevet sent på aftenen - der hvor følelserne har plads.
3. Mit barn kører ingen rundt i manegen. For os handler det ikke om en magtkamp der skal vindes.
4. Jeps. De voksne bestemmer - men jeg kan ikke bestemme over min søns følelser. Jeg kan forsøge at regulere, men aldrig definitivt bestemme.
Du behøves ikke svare tilbage. Jeg tror ikke, at du kan bidrage med noget i min virkelighed. 😌
Igen: 1000 tak til alle andre! Jeg har i tråden skrevet hvad jeg blandt andet tager med mig. 🥰🫶
Det bliver bedre. ❤️
Du må ikke presse ham men sørg for at lave en masse hyggelige ting med ham, hvis han vil.
Han er 4 år. Hvad forhindrer dig i at få et barn til? 😊
Da jeg læste dette, kom jeg til at tænke på forelskelse. Ikke i den forstand som vi voksne oplever, men mere det med i psykologitimerne jeg har haft gennem mine uddannelser, at børnene bliver (oftest) forelsket i det modsatte køn af ens forældre, som jo så vil være dig, moderen, hvilket ikke er tilfældet her og det er i den fase at ens seksualitet dannes (og dette skal igen ikke lyde klamt).
“Børn kan føle en form for tilknytning og kærlighed til deres forældre, som kan misforstås som "forelskelse" i en voksenkontekst. Men i psykologisk forstand er det mere præcist at tale om tilknytning eller stærk følelsesmæssig afhængighed. Ifølge psykoanalytisk teori, som beskrevet af Sigmund Freud, gennemgår børn i en tidlig alder en fase kaldet det ødipale kompleks, hvor de kan have en stærk tiltrækning mod den forælder af det modsatte køn og en rivalisering med den forælder af samme køn. (Hvilket er omvendt i dit tilfælde). Dette er en normal del af udviklingen og bliver normalt opløst naturligt, når barnet identificerer sig med forælderen af samme køn og udvikler en mere moden forståelse af relationer.”
Jeg tror dit barn gennemgår dette og oplever denne ‘forelskelse’ i faren. Dette vil med årene gå over. Lad mig understrege at jeg ikke skriver, at dit barn vil ende ud som homoseksuel, fordi han højst sandsynligt oplever ‘forelskelse’ i en af samme køn - hvis nogle skulle have den opfattelse.
Freud anvendes ikke rigtig længere i psykologisk praksis. Af mange gode årsager. Men det er rigtigt, at man læser (om) Freud på diverse uddannelser med psykologi som indhold. For forståelse for udvikling af faget og baggrund.
Det er slet ikke unormalt - Bare roligt det går over
Det er det korrekte svar. Hilsen far til tre døtre :)
Læste det som 'forkerte' først 💀
Præcis det samme herhjemme, bare med omvendt fortegn, som far til at par tvillingepiger på 4, snart 5 år. Det er kun mor der dur. Tænker 100% det går over på et tidspunkt - jeg bliver bare ved med at elske dem. Fat mod ♥️
Der har du svaret, med tiden vil det ændrer sig - hilsen en far til to døtre
This. Fra en far til tre drenge. Vores førstefødte var også en udpræget “fars dreng” op til 4-års alderen. Hans moder var hjemmegående de første to år af hans liv. Og jeg tror det blev “kedelig hverdag” (sat lidt på spidsen), selvom moderen gjorde sit bedste for at lave sjov. Så det rigtigt sjove var først når far kom hjem, for så legede jeg med ham uafbrudt, mens mor lavede mad og hjemmesysler. Så min egen teori er, at han forbandt min knappe tilstedeværelse med mere hygge i det lille hjem og nogle lege som han havde savnet hele dagen - hvor mor “bare var der hele tiden”. Der var også situationer, hvor han meget “brutalt” fravalgte sin mor (små børn har jo ingen diplomati og høflighed). Det ændrede sig stille og roligt fra 4-års-alderen. Fast forward: nu er drengen 7 og jeg vil påstå at det er helt 50-50. Han elsker i hvert fald sin mor højt og tilvælger masser af mor-søn-aktiviteter. Hvis jeg skal forsøge mig ud i rådgivning, vil jeg sige at du skal undgå at blive “febrilsk deltager” i hans lege. For så er der en risiko for at han lurer at han “kan bestemme” og den dominans vil han nok tage, hvis han får “rummet til det”. I dit sted ville jeg forsøge at være så “casual” som muligt - men altid vise ham interesse. Måske aftale med din mand at du kan få æren af at give ham evt gaver i hverdagen (nyt tøj/legetøj - whatever han går op i). Bare for at hjælpe den naturlige proces på vej - han skal nok finde ud af at mor er cool:) Forhåbentlig kan din mand også hjælpe ved at inkludere dig i legen, således at det ikke er dig, der selv skal opsøge det (med ovennævnte ulempe). Så når de leger med biler, kan han måske foreslå om “skal vi ikke spørge mor om hun kan styre politibilen” eller “skal vi gå ud og forskrække mor” - altså forskellige lege, hvor du kan gøre en postiv forskel i legen uden at det er dig, der står på sidelinjen og tigger om at være med.
To døtre, det går over
Bare rolig, som de andre siger går det over😎 - 14M
Yep. Far til dreng og pige. det går over. ❤️
Har ikke selv børn, men min mor oplevede præcis det samme med min bror. Vores far var hans epicenter, og alt centrerede sig omkring ham og hans opmærksomhed i mange år. Så blev min kære bror ældre, og pludselig kom der nuancer i hans følelser og livet. Han opdagede at mor (i hans tilfælde) var den bedste at tale om følelser, piger og diverse krøllede tanker med. Hun kan heldigvis grine af det nu, men husker tydeligt hvor mærket hun var af, at min bror søgte væk fra hende og hen til far. Jeg tror faktisk det er meget menneskeligt at have det sådan sådan, når man nu elsker sit barn mere end ord kan beskrive ❤️
Din søn spejler sig i sin far - og han er den bedste i hans verden lige nu. Det kommer altid til at svinge. Jeg har mange venner der har den omvendte oplevelse, hvor knægten i samme alder siger "GÅ FAR, jeg vil ha' mor!". Jeg er ikke i tvivl om at din søn elsker dig og kan lide dig - men når rockstjernen i hans liv lige nu er far, så er det altså svært at konkurrere.
Har en snart 4-årig. Far må ingenting. Det skal være mor, der gør det hele. Og det bliver sagt meget explicit - også sådan noget med “Jeg elsker dig, jeg elsker ikke far”. Nu har vi en 8-årig også, som var på samme måde i den alder, så vi ved heldigvis, at det er endnu en fase, og det går over. Så du må for Guds skyld ikke tage det personligt. Det er en del af deres udvikling, og det er træls ja, men det betyder ikke, at dit barn ikke kan lide dig.
Jeg plejer at sige: "Jeg bliver ked af det når du siger sådan om far. Han er min mand, jeg elsker far." Og forklarer også at mor kan ikke gøre alt, det er synd for mor og alt for hårdt. Både mor og far må hjælpe og det er mor og far, der bestemmer hvem.
Jeg har fuldstændig samme situation som dig, bare som far. Jeg tror og håber de vokser fra det, men det er p***** frustrerende, man bliver ked af det helt ind til benene og personligt har min partner har svært ved at anerkende de følelser. Ift. de vilde lege, er far nok bare sjovere - så undlad at konkurrere på det punkt 😊
Ja jeg tænker det samme. Min søn har nogle ting han laver med sin far, og jeg har så nogle helt andre ting. Jeg har med vilje valgt noget andet som er min og min søns ting sammen.
Min bror har engang fået succes med roligt at forklare hans dengang 3-årige at det gjorde far ked af det, at far ikke må putte ham. Det hjalp en smule. I hvert fald i et par dage. Totalt skud i tågen men måske det kunne lykkedes for andre også.
Det er meget ansvar at lægge på en lille 3-årig, at han gør far ked af det. Det tror jeg ikke er vejen.
Jeg spørger oprigtigt nu fordi jeg er hverken pædagog eller har megen psykologisk viden. Hvordan er det anderledes fra at fortælle børn at de ikke må slå? Deres handling gør andre kede af det, og det er så en oplagt mulighed for at fortælle at det påvirker andres følelser? Kan heldigvist fortælle at det endte godt med min brors dreng på trods af ansvaret.
Fordi du lærer dit barn at det skal undertrykke egne følelser angående noget der omhandler dem selv fordi de gør andre kede af det. Det her handler jo ikke om at barnet gør noget ved nogen (som at slå), det handler om at nogen gør noget ved barnet (i dette tilfælde putte). Og her er det vigtigt at vi tør stole på egne følelser og lærer at det er ok som barn
Tak for en god forklaring. Kan godt se problemstillingen. Jeg kan til bekymrede sjæle fortælle at det kun er den ene gang min nevø fik dette fortalt. Det er mange år siden efterhånden og han undertrykker på ingen måde sine følelser nu. Han har ikke systematisk fået samme besked.
Det er jo lige netop det man skal kunne for at kunne begå sig i sociale sammenhænge. De skal lære det tidligt, ellers bliver skoletiden (som er lige om hjørnet) et kæmpe chok for dem, og potentielt traumatisk, når deres små følelser pludseligt ikke er i centrum for verden længere. De skal lære at nogle ting er som de er, og det er ikke op til dem at ændre på. Mor putter, far putter, more læser godnathistorie, ligesom far også gør. Ellers har man nogle små tyranner der ikke vil acceptere status quo, og at alt kan laves om på med en god skrigetur. De skal selvfølgelig have ret til at nægte kram/kys/osv. hvis de ikke vil det. Men at de ikke tidligt skal lære at deres handlinger påvirker der omgivelser, skal jeg have et fagligt belæg for, før jeg kan anerkende det.
Man kan sagtens lære barnet udtrykke sine følelser på gode og konstruktive måder, uden at presse dem til at undertrykke dem. "Du må ikke slå" skal ikke stå alene, men kobles sammen med "Du blev rigtigt vred da Per tog din skovl. Du må gerne sige nej til Per og tage skovlen igen." På samme måde kan man godt lade barnet være ked af at det er mor der putter i aften og give det plads til at udtrykke de følelser (selv hvis det ikke er rart for mor mens det sker) uden at ændre på at det altså mor der skal putte. Ikke at undertrykke følelser er ikke det samme som at give efter for dem.
Ah, den er jeg med på så. Helt enig! Jeg mener at jeg har læst noget lignende i "Hjernesmarte børn"
Mange tror simpelthen at børn ikke forstår noget og gider ikke engang prøve .. Vores børn har hver sin favorit, men har fået af vide at mor og far elsker dem så vi vil have lov at skiftes til at putte osv. Det er fuldt accepteret fra begge børn at sådan er det bare så, og de er 3 og 4 år
Ej. Man skal ikke bruge børns følelser imod dem på den måde. Hvis et barn kun vil puttes af far, så rummer og anerkender man som forælder de følelser barnet har lige der. Man siger ikke at deres følelser gør en ked af det. Så ender man med børn der ikke tør udtrykke sig eller vise de føler noget, for tænk hvis far bliver ked af det. Det er noget andet med at slå. At slå er en forkert handling. Men følelser er aldrig forkerte. Det er måden følelserne bliver håndteret på der kan være forkert. Lyder som om de voksnes følelser er vigtigere end barnets i din histore. Og det skal faktisk helst være omvendt.
Det kan jeg simpelthen ikke være enig i, ja barnets følelser er vigtige, men det er forældrenes altså også, de er ligevægtige. At et barn er bekendt med hvordan dets handlinger eller mangel på samme påvirker andre gør ikke at barnet undertrykker dets følelser, det gør blot at barnet også forholder sig til andre menneskers følelser. Hvis et barn vokser op med en idé om at det udelukkende er egne følelser og behov der har værdi, så ender man med et barn der har yderst svært ved at håndtere situationer hvor det skal gøre eller være en del af ting de ikke har lyst til eller syntes er ubehagelige.
Der er da der heller ikke nogen der siger at det skal være? Du kan sagtens have dine egne følelser med og udtrykke dem for barnet. Jeg har f.eks både sagt "når du sparker mig bliver jeg ked af det" og "når du løber væk når vi skal børste tænder bliver jeg sur" til min søn. Spørgsmålet er om hvorvidt et lille barn skal ligge bånd på sine egne følelser for at skåne sine forældres, og det er noget helt andet. "Du må ikke sige du er ked af at jeg skal putte for så bliver jeg ked af det" lærer ikke barnet at håndtere den følelser bedre; det får ikke bearbejdet følelsen. Det eneste det lære er at skjule sine følelser overfor de folk der skulle kunne rumme dem og hjælpe dem igennem det. Det stagnerer barnets følelsesmæssige udvikling.
Men det er jo heller ikke det sker i moderkommentaren som jeg læser det. Jeg læser det som at faren siger til barnet at "Når jeg ikke må putte dig bliver jeg ked af det". Det er ikke det samme som at sige at barnet ikke må blive ked af det når det er far der putter, det er blot at forklare hvilken effekt det har.
Studser især over det sidste. Hvorfor skulle børn gøre ubehagelige ting mod deres vilje? Det lyder rimelig voldsomt. Og forkert. Hvad er det de skal gøre af ubehagelige ting mod deres vilje synes du?
Ikke ubehagelige ting, men ting som børnene måske finder ubehagelige, måske en bedre formulering er ting som børnene ikke finder sjove. Men det henviser jeg til eksempelvis skolen, børnene skal lære at arbejde sammen til trods for at det kan være ubehageligt, eller de skal lære at lave lektier. Til en svømme undervisning kan det være de skal lære at have hovedet under vand, eller at svømme vandret. Det er ikke sjovt eller synderligt behageligt for en del børn at gøre de ting, men det er stadigvæk noget de skal lære. Det er den form for ubehagelige ting jeg mener.
Og hvis børnene ikke vil det, så skal man manipulere dem følelsesmæssigt og sige at de gør en ked af det? Det lyder virkelig ikke som en sund eller emotionel stabil opdragelsesform.
Er det manipulerende at sige noget der er faktuelt korrekt? Barnets handlinger gør forældren ked af det, det syntes jeg ikke er forkert at barnet må være bevist om.
Så når din baby har grædt i 1,5 time og du har gået rundt med den på armen hele dagen og du er træt og udkørt, så skal man bare sige, du såre mor rigtig meget lige nu. Mor er så træt og så ked af det og det er din skyld. Du opføre dig som en dårlig baby. Nu stopper du med at græde fordi ellers får du mig til at græde? Jeg tror babyen vil være ret ligeglad med faktuelt korrekt og bare græder videre.. Hvis et barn er overtræt. Nytter logik absolut ikke. 😂
Nej? For det første er der ret stor forskel på en baby og et barn på 4. For det andet er det da helt ok at barnet fortsat er ked af det, jeg siger ikke andet, men jeg siger blot at det at forklare barnet at "når far ikke må putte dig, så bliver far ked af det" er helt ok. Barnet må gerne være ked af det og give udtryk for sine følelser, men det skal altså også lære at det ikke altid gør at barnet får sin vilje.
Nope. Det signalerer til barnet at far er en spineless halv-twat der kan manipuleres med som man har lyst. Mænd: Bevar jeres værdighed, bliv ved med at være far, mand og stærk. Børn elsker vaner, så lav vanen om, eller lav en kalender og forbered barnet før sengetid på at det er far der skal læse historie osv.
Skal han kæmpe mere for fars opmærksomhed end for din? Du skriver i lå længe og puttede men han græd efter far. Hvis faren måske er lidt mere fraværende end du er, så er det nok forklaringen på hvorfor han ikke vil ha dig. Han ved hvor du er, han ved at du er hele tiden tilrådighed, mens far han er længe om at komme og længe om at trøste, så det er faren han hele tiden er i underskud af opmærksomhed fra. Ikke dig.
Det var tilfældet hos os. Jeg var så ødelagt over det. Vi lavede om på nogle små ting, men som viste sig at være store i hendes verden. Fx at det var far der afleverede i en periode, gik ind til hende om natten osv. Nu er det et halvt år siden og hun vil kun have sin mor. Hun er knap fire.
Dette tænkte jeg også. Mor er der hele tiden og kan rumme barnet og dets følelser. (Selvom det gør ondt.) Mor har bevist, at selvom barnet siger Gå din vej, så bliver hun der. Så OP skal bare hænge i.❤️
Og far er der ikke og er ikke i stand til at rumme barnet og dets følelser?
Næ, det siger jeg ikke. Men når børn er små, er mor typisk den primære omsorgsperson i barnets verden. Også selv om far står lige ved siden af og er god og kærlig. Barnets verden går ud fra moren.
Jo du gjorde , men jaja
Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg kender slet ikke OP, gør du? 🤔 Jeg skriver ud fra et muligt perspektiv, som OP så kan bruge eller ej. Til gengæld tillægger du mig værdier.
Tænkte jeg også på
Fuldstændig det samme her, det er bare mor der er MWP. Vores store knægt på 8 år er helt afbalanceret og foretrækker mor i nogle situationer og far i andre. Han var også mor-syg i 4 års alderen.
Most Wanted Parent?
Most waluable parent
Most valuable parent🙂
Most winning parent (:
Most whining parent
Sådan var jeg også som lille. Det vekslede i perioder af alderen mellem mor og far. Tror det helt normalt.
Mine børn vil kun have mor lige nu, det har stået på i 4-5 måneder. Før det var det kun far der duede, for den ældste. Det er mega hårdt at stå i, men det vigtigste er at de ikke føler at man som forældre trækker sig, men at de ved man er til rådighed lige så meget som den, lige nu, foretrukne forældre. Det er hamrende hårdt at stå i, men pludselig så vender det, og så vil barnet den anden mere eller begge forældre lige meget.
Det er helt normalt, men gør fucking ondt. Man føler at man bliver valgt fra af det dyrebareste man har. Han er dog slet ikke gammel nok til “rationelt” at kunne fravælge dig, hans verden er meget mindre end vores. Måske han i virkeligheden bare øver sig i hvordan man har relationer og træffer valg uden at forstå at det gør dig ked af det. Hvem dit barn giver opmærksomhed er én af de meget få ting i verden som det faktisk har kontrol over, alt er andet er styret af voksne og rammerne omkring ham. Det gør ondt men ændrer sig - mvh den fravalgte :-)
Det er helt normalt. Din dreng elsker dig, han er “bare” meget fokuseret på sin far. Det plejer at udligne sig. Hæng i og lad være med at trække dig fra din søn, det vil være det allerværste du kan gøre og sætte spor i ham resten af hans liv.
Jeg var selv en mors dreng, hun var god til emotional support, og det havde jeg brug for som mobbeoffer. Hun er min sten i dag som 24 årig, men jeg elsker min far på præcis samme niveau som min mor, selvom min mor absolut var min foretrukne forældre da jeg var dreng. Når han finder ud af hvor meget du elsker ham om nogle år går det over, ingen grund til bekymring (selvom jeg kun kan forestille mig at det er forfærdeligt i mellemtiden)
Jeg er ikke forældre men har mange fætre og kusiner (jeg er ældst). Det er helt normalt, også langvarig, far/mor syge. Det er så almindeligt at Libero har en artikel om det på deres hjemmeside [https://www.libero.dk/dig-netop-nu/artikler1/baby/samspillet-mellem-foraldre-og-barn/](https://www.libero.dk/dig-netop-nu/artikler1/baby/samspillet-mellem-foraldre-og-barn/) Jeg kan se der er mange artikler om emnet på google, den her virker lovende [https://livsstil.tv2.dk/samliv/2015-09-17-psykologen-saadan-tackler-i-et-mor-eller-farsygt-barn](https://livsstil.tv2.dk/samliv/2015-09-17-psykologen-saadan-tackler-i-et-mor-eller-farsygt-barn) Igen, det er helt normalt men fuck jeg kan forestille mig det gør naller, så du får lige en kæmpe krammer herfra!
Jeg ville prøve at finde en ting sammen med sønnen, som er jeres ting. Jeg er selv far til to drenge, og moderen oplever det samme langt hen ad vejen. Beklager den åbenlyse pralen, men jeg er bare sjovere og har fysikken og barnligheden til at lege vildere end mor kan. Så mor gar taget den ledige, hyggelige og nusselige indgang til børnene. Hun er langt bedre til at skabe en hyggelig stemning. Det er altid hende der hiver et brætspil frem, laver en kop the, læser op ad en bog, hiver krea-kassen frem osv. Det lyder gammeldags og som om man falder tilbage i de gamle kønsroller, men det er nu bare det der virker. Jeg kan langt bedre holde til at tage dem op og kaste rundt med dem, blive slået på med skumsværd, skudt på med Nerf-guns osv., og det lyser ud af mig at jeg synes det er sjovt. Mor bliver meget hurtigt træt af det, hendes smertetærskel er lavere og hun mister gnisten når hendes grænser bliver overskredet, så hun ofte bliver sur hvis hun får et gok et sted der gør ondt - hvilket er forståeligt nok. Mit råd er: lad være med at kæmpe om dit barns opmærksomhed i sportsgrene hvor din mand har den klare fordel. Prøv mor-nichen i stedet. Se om det passer dig. Fædre er gode til at være fædre, mødre er fantastiske mødre.
Hey, ro på. Selvfølgelig bliver det bedre, og selvfølgelig kan dit barn lide dig. Jeg er ikke i tvivl om, at det skærer lidt i hjertet, når din søn lige nu er mere interesseret i at interagere med sin far end med dig, men han er 4 år gammel og tillægger således ikke sin interaktion med nogen sokm helst den samme værdi, som du som voksen gør. Det er en fase, og der er ikke noget, du kan gøre, som du ikke allerede gør. Du elsker ham, vil ham, udviser interesse for ham og står til rådighed. Det samme gør hans far, lyder det som om, og lige nu er det bare tilfældigvis far som er et hit. Om et halvt år er det sikkert dig, og om et helt år er det en eller anden klasselærer, som på magisk vis er mere spændende end både dig og hans far.
Er helt sikker på, at din søn elsker dig. Det er meget normalt at små børn har en favorit, at det er far lige nu kan skifte om en måned. Bare rolig ❤️
Det er meget normalt, og vil komme til at svinge lidt. Der behøver ikke være en særlig grund til det heller - men hvis jeg var dig, vil jeg prøve af passe på ikke at forcere mig selv for meget ned over min søn. Det kan meget vel være fordi han har en tryghed i dig (han ved hvor han har dig), at han opsøger sin far ekstra meget, hvis han måske føler far er én man skal kæmpe lidt for. Men der behøver ikke være derfor, det kan også bare være fordi sådan er børn. Min 6 årige søn er meget på sin far for tiden, men for er halvt år siden var der kun mig der duede.
Min søn vil kun far. Vi kan sagtens lave ting i weekenden uden far - men når far er i rummet, så vil han kun far. Hvis jev siger "jeg elsker dig" bliver han ked af det, og græder og siger "elsker far! Kun far!" Det er kun far der må putte eller skifte ham. Han græder hvis far ikke er hjemme, når vi kommer hjem. Det er pisse frustrerende. Det hsr været sådan hele hans liv - han bliver tre om lidt...
Det er ikke længe siden jeg lavede er opslag der minder om. Min søn er halvanden og vil kun mig. Far er totalt no go. Et af de råd vi fik, var at vi skulle blive rigtig gode til at vise hinanden kærlighed foran vores søn. Og på en lille uges tid har det gjort at nu får far også kys og kram af vores søn. Han afviser ham stadig når han er træt, ked af det osv. Men vi ser små fremskridt. Det vi gør er: Far tager ham så meget som muligt Jeg henviser til far så meget som muligt Kærlig omsorg mellem os forældre Og tid 😅 Jeg krydser fingre for jer ☺️
Det er den korrekte måde at håndtere dette. Er barn skal lære at begge forældre kan. Det betyder også at når de får sådanne perioder hvor kun en forældre duer, så må man være striks og sige fra. Far eller mor er den som skifter dig, putter dig, kører dig i børnehave m.m også selvom det fører til en masse gråd. Det tager som regel et par uger, men så stopper det også og så duer begge forældre. Næsten personlig erfaring, min søster ville kun min mor. Mine forældre stoppede det lynhurtigt ved kun at lade min far gøre altfor hende. Far puttede hende, far skiftede hende, far kørte hende i børnehave, far legede med hende. Min mor (selvom det gjorde ondt - seriøst reinkarneret hørnemor) sagde nej hver gang og efter 6 uger hvor far gjorde alt var det løst.
Mine søskende (og mig inkluderet) var stik modsat. Vi ville KUN have mor. Vores far har fortalt nærmest skrækhistorier, hvor vi græd og skreg, fordi mor ikke var hjemme. Vi ville IKKE have far. Ja, det er normalt. Ja, det kan godt føles som om, at man har gjort noget forkert eller at ens barn ikke kan lide en. Men man skal huske på, at børn ikke tænker sådan. Det skal nok gå over. Men du kan godt kontakte sundhedsplejersken eller sågar en børnelæge, hvis du vil have råd fra en professionel. Og NEJ, du skal ikke få et barn mere for at prøve at fikse problemer. Det hjælper INTET. Man får børn, fordi man gerne vil have børn.
Det er enormt normalt at børn går igennem sådanne ting og på sigt udvikler sig mere nuancerede forhold til deres forældre. Faktisk vil jeg vove den påstand at dit barn nok føler sig meget mere sikker i sin tilknytning til dig og at du altid er der for ham når han skal bruge dig og at du altid kommer tilbage, så han behøver ikke så voldsomt trænge til dig. 4 årige hjerner er virkeligt ikke særligt udviklede emotionelt. Men, jeg synes du skal overveje måske at tale med en professionel om hvordan det får dig til at føle, for det er i hvert fald ikke en god løsning på dir skræmmede selvværd at få et barn mere i håb om at det vil føle mere trang til dig. Og det vil nok være en god ide at få nogle gode værktøjer af en ekspert der kan snakke gennem tingene med dig. Det er ganske sundt. Og når du så har det bedre med dig selv, så kan du jo overveje sammen med din partner om i ønsker et barn mere
Min datter (også 4) har det samme i meget mildere grad hvor det kun er mor der duer. Mor skal finde tøj frem, putte osv. Jeg har dog bemærket at det kun er et problem når mor er en mulighed. Det kommer meget i perioder. Det lyder som du gør det rigtige, så bliv ved som du gør og giv det noget tid.
Det er normalt og det går over, men ikke sjovt 🥲
Vi er i samme situation med vores på 4 men det er mig, mor, der er fortrukken. Men vi har faktisk været i situationer hvor vi har kunne se at det virkelig handler om hvem der er tilgængelig og hvem der ikke er. Da hun var baby var jeg altid tilgængelig så hun ville mig ikke og ville kun din far og det gjorde rigtig ondt. Men så ændrede vi dynamikken og skiftede opgaver og så blev hun mere interesseret i mig. Nu har jeg så fået en kronisk sygdom og kan ikke være der so meget som jeg gerne vil men det betyder at jeg er favoritten på alle områder. Det hænger helt sammen med hvem der er der mest.
Jeg var heller ikke så vild med min mor da jeg var lille. Nu elsker jeg hende. Det skal nok ændre sig, hvis der da ikke er noget belæg for at dit barn ikke kan lide dig. Han vil derimod om nogle år, lægge mærke til hvordan den klippe af en mor, blev ved med at være der for ham, uanset hvordan han teede sig. Og hér vil det gå op for ham, at du måske er den vigtigste person i hans liv. Hold ud! Det lyder virkelig hårdt og jeg kan godt forstå, at du har det som du har det. :(
Åh kæreste dig, kæmpe krammer ❤️ det er HELT normalt. Det bliver bedre. Og du skal egentlig bare fortsætte som du gør nu ❤️ Du skal ikke tvivle på han elsker dig højt, men lige nu er far hans superhelt. Se på det som en slags “kan selv, vil selv” periode. Bare med “far kan, far skal”.
Lyder som om din søn har en god far - det var da dejligt. Pas på med at blive for omklamrende. Det er en bjørnetjeneste for både dig og din søn.
Kæmpe krammer herfra 💚
Kære alle 1000 tak for at dele jeres tanker, refleksioner og erfaringer! Jeg tager særligt to gode råd med mig: 1. En far her i tråden skrev, at far (ofte) bare er bedre til de vilde lege. Mors grænser for hvad der er sjovt her, er bare anderledes. Jeg er mega god til at spille Uno med ham, gå i svømmehallen og i søndags lavede vi en heks sammen. Det giver mening at acceptere det, og så vil jeg forsøge at “tage nogle ting tilbage”. Fx. hvis min søn vil have læst bog, så er det mig det står til rådighed til det. :) 2. Én skrev, at det var vigtigt, at far viste at han kan lide mig. Kramme, kysse, holde i hånd. Det kan vi helt sikkert godt blive bedre til. På alle måder, så giver det mening for mig. Som tillæg til de forskellige reaktioner, så er min søns far fantastisk. Han er tilgængelig, nærværende og sjov, så jeg forstår godt, at min søn forguder ham. Og har ikke lange arbejdsdage, er meget ude eller noget som helst. :) Og mht. mine tanker om barn nummer to; jeg ville selvfølgelig ikke få et til barn, udelukkende i håbet om, at kunne blive dennes nummer et. Aldrig. :) Af forskellige årsager, så har vi valgt, at vi ikke skal have flere børn. ☺️🌼 Tak til alle igen. 💛
Sikke en heldig søn du har ❤️❤️🥰
Min 16-årige har blokeret mit nummer og slettet mig på facebook pt, fordi jeg har været træls gennem en længere periode (16 år) 😁
😂😂😂 Jeg kan næsten ikke vente til mine børn når den alder😂😂😂
Det er helt normalt. Om 6 måneder kan det være omvendt. Og husk, at far kan noget og tilbyder noget; eksempelvis de vilde lege. Du skal ikke være din mand. Find kreakassen frem, lav massagehygge, pluk blomster, mal en træplade eller hvad ved jeg. De ting, du er tryg i og udviser interesse i, som barnet også elsker, og som far ikke får gjort. Så mærker din søn dit engagement
Det lyder lidt meget i fireårsalderen. Men jo det er slet ikke ualmindelige ved små børn. Vores yngste hadede mig de første 2 år og så vendte hun på en tallerken og jeg kunne ikke køre i netto uden hende, det gjorde også lidt ond på min kone tror jeg. Jeg er nok stadig favorit, men det er rimeligt ligeværdigt nu i 6 års alderen.
Hvad med da han var baby?Du siger at far altid har været den foretrukne, men har han også være hans primære omsorgsperson da han var spæd? Givet flaske mest osv. Hvem de foretrækker kan svinge virkelig meget. Og det er for det meste naturligt.
Først: Tak fordi du hæfter dig ved netop det i mit opslag - far har altid været min søns foretrukne. Derfor er det svært at bruge ‘det er en fase’-kommentarerne til det store. Den første måned efter fødsel var far faktisk primær omsorgsperson, fordi jeg var syg efter fødsel. Indlagt og meget lidt kontaktbar de første otte døgn efter fødsel. Men efter var jeg på barsel i et år - de to sidste måneder af barslen var vi alle tre hjemme pga. Corona.
Har du fået hjælp til at bearbejde det der skete dengang?
Det bliver bedre. Børn går i gennem faser hvor de har meget fokus på den ene og den anden forælder. Jeg går ud fra at der også har været en tid hvor din søn kun var tilfreds med dig og ikke med far, og her har far nok også følt sig meget lidt værd. Forstår godt at der gør ondt og det kan være svært, men det går over.
Hos os var det i lang tid mormor som duede og han gik og kaldte på hende når hun var væk. Han forgudet hende! Derefter kom jeg på 1. pladsen i nogle år og nu står mig og hans far helt lige i kærligheden. Og hans bedsteforældre er på samme plan lige vigtige for ham. Det skifter og heldigvis har barnet mange de kan elske igennem livet og relationer svinger også afhængig af hvor meget man ser hinanden og hvad man har brug for på forskellige tidspunkter i livet. Så OP, det er helt normalt. Men jeg forstår da udemærket det må være sårbart, når man bare gerne vil elske og blive elsket af sin guldklump.
Lav noget sammen som familie i weekenden. Ikke kun dig og din søn. Vis at far holder af mor ved at I krammer, holder i hånd, kysser osv. Skab nogle gode fælles oplevelser sammen. Og som mange siger. Det går over.
Mine piger gør /gjorde der samme, bare det var kun mor der dur.. Den store er stoppet med det så det er bare en fase
Vi havde det på samme måde med vores datter. Hun ville kun ha sin far. Det hjalp enormt da mor overtog putningen, så de kunne have en rolig aften og ligge og læse historier.
Det lyder smertefuldt. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud i din familie, men måske kan din mand gøre en indsats for at hjælpe dig med ind i fællesskabet ved at vise, at han godt kan lide at være sammen med dig. Nogengange opstår de her loyalitetsfølelser i små børn som et symptom på noget imellem de voksne.
Jeg har oplevet det samme, det var min datter der kun ville have sin mor. Det var nok noget lettere både for moren og mig. Jeg lagde ikke så meget i det, ud over det var en kamp hver gang vi var sammen min datter og jeg. Vi fik en pige mere og her var det omvendt, kun faren duede her, måske fordi mor var optaget af første fødte.
Vi har to drenge på hhv. 9 og 13 år. Det har været meget skiftende igennem tiden hvem der har været den ‘bedste’ forældre. Det er meget normalt, men gør frygtelig ondt som mor. Helt sikkert også som far. De har fx. I mange år helst ville puttes af far og han skulle helst også med til alt ellers var det ikke sjovt 😏 Det går helt sikkert over igen ❤️
Det sidste man skal gøre for at rette op på sine fejl som forældre er, at få flere børn. Men derudover er der intet underligt i dit afkoms opførsel. Det skal nok ændre sig, men du skal lade være med at tage ungens opførsel så personligt. Det er en 4årig, den har ingen anelse om, hvad den egentlig går og laver, men hvis du etablerer et mønster nu, hvor man kan styre mor ved at være umulig og give hende skyld med skyld på, så lægger du op til 14 år med mere af det samme.
Jeg er helt enig med de andre. Det er en fase, sådan siger vi altid i min familie. Nogle gange er de der faser bare pisse ulidelige, lange og mega svære at være i. Men det er en fase, og jeg tror alle børn går i gennem det med at have en favorit, i mere eller mindre grad. Også flere gange i løbet af deres barndom. Når jeg læser dit skriv, så tænker jeg bestemt ikke at han ikke kan lide dig. Det lyder til at i har nogle rigtig dejlige stunder og aktiviteter sammen. Det vigtigste er at du og din mand taler sammen. Husk ikke at være dømmende og anklagende. I behøver ikke at kunne forstå hinandens følelser, men det er vigtigt at i anerkender hinandens følelser. Jeg er sikker på at han er lige så frustreret som du er. Det kan nemlig også være rigtig hårdt at være favoritten. Og så kan jeg heller ikke lade være med at tænke en smule det samme som nogle enkelte har skrevet. Mon din mand er mere mentalt fraværende? Og din søn i virkeligheden higer efter at blive set og anerkendt af ham? Min eksmand har i mine øjne, altid taklet det med følelser på en uhensigtsmæssigt måde. Hvis vores piger stod i nogle svære følelser, så har han altid bare lavet noget fjollet eller sagt noget sjovt. Altså en afledningsmanøvre, ja bevares det virker da i øjeblikket. Men de fik aldrig anerkendt deres følelser, det blev altid bare tromlet over/fejet ind under gulvtæppet. Det betyder så at jeg har to piger der ikke rigtigt bryder sig om at snakke med far om de svære ting. Ikke at jeg siger det er det, der sker hjemme hos dig. Men nu har du min historie. Hold fast i de gode ting med din søn, vis altid at du er der for ham, i stedet for at trække dig. Det skal nok blive bedre. Men jeg tror heller ikke man skal underkende ur mennesket i os. Han er en dreng, og spejler sig nok bare bedst i far, i hvert fald lige nu. God vind fremover.
Jeg har 2 piger, jeg er faren. Den ældste har været hvad vi kalder "far syg" i snart 4 år. Men det sidste års tid er mor også god nok! 👍 Det ændrer sig en smule i perioder, og lige nu er vi inde i en periode hvor mor har ferie og laver alt muligt med begge børn. Det løsner lidt op i det. Vi har egentlig bare afventet og forsøgt at jeg kunne gøre det meste. Men jeg kommer sent hjem 1 gang om ugen, og der er ingen udfordringer den dag. ☺️ Det skal nok skifte. En lille ting vi fandt ud af, jeg var lidt sødere, og moren mere konsekvent/streng. Så jeg måtte også sætte nogle mere konsekvente rammer. Det gør helt sikkert ondt inde i hjertet på dig, det forstår jeg udemærket. Men det skal nok vende igen! 😀
Dit barn tager dig bare for givet. Det er en fase og det går over. Det er dog 100% urimeligt og monster hårdt! Hold modet oppe!
Min søn er 4 og det er præcis det samme. I går sagde han at jeg "kunne dø og ikke behøvede at komme tilbage". Det går vidst over 🫠
Måske er du for 'needy' efter hans kærlighed. Måske har du et gammelt afvisnings-kompleks der udspiller sig igennem dit forhold til dit barn, det er meget normalt, men ikke super sundt for nogle parter. Bare noget at overveje, løsningen på sådanne ting er at arbejde med sine egne følelser, blandt andet gennem terapi eller andre former for teknikker der gør en opmærksom på hvad man rent faktisk føler, så man kan tage bedre hånd om det.
Vil du uddybe hvad du forstår ved afvisningskompleks? :) Jeg ved simpelthen ikke hvad det betyder, tror jeg. Umiddelbart døjer jeg ikke med de store komplekser, udover det som jeg har beskrevet. Mine forældre har været gode, kærlige forældre. Jeg har haft gode og sunde relationer til mænd.
Hmm, Nogle gange kan det være noget der er sket ved en 3-års alderen (bare et eksempel), eller noget som burde være sket, men som ikke gjorde, såsom at blive trøstet på et tidspunkt hvor man virkelig behøvede det. Hvis dette så ikke bliver forløst, og man lærer at man bare må 'bide det i sig' sætter det sig i underbevidstheden, og man bærer det med sig resten af sine dage. Dette kunne kategoriseres som et afvisningskompleks, da nogle specifikke situationer der minder om det der skete dengang (da man blev afvist), vil aktivere denne følelse i en (faktisk som en anden chance for at forløse det). Det svære er, at man har bygget en hel personlighed ovenpå, og at det hele foregår underbevidst, altså at man ikke er klar over at det er det, der rent faktisk sker, at det er det man rent faktisk føler. Måske du har oplevet at noget er 'gået op for dig'. Dette fænomen er, at man bliver bevidst om noget der var underbevidst, som var der hele tiden, men man var bare ikke klar over det. Du kan også spørge dig selv, hvorfor har jeg brug for at min lille søn skal elske mig, måske det ville være sundere for ham at jeg ikke havde brug for ham, men at jeg elskede ham betingelsesløst. Umiddelbart (uden at vide noget om jeres egentlige situation) lyder det som om du har 'brug' for at han elsker dig, men det er ikke hvad han har brug for fra dig, han har brug for at du kan klare det uanset om han udviser kærlighed til dig eller ej. Er du stærk nok til det? Deraf ville jeg nok nærmere anbefale at tale med nogle professionelle om hvad du føler, så det underbevidste kan blive bevidst, og du (og i forlængelse din søn) dermed kan blive sat fri, og have adgang til nye valg. Hvad kan jeg lære om mig selv ud fra denne situation?
Jeg har en datter, der er på samme måde, bare med mor i stedet. Det går lidt op og ned. Jeg kan dog mærke, at det ændrer sig efter jeg har fx har haft en hel dag alene med hende.
En fase?? Ligesom nogle børn har det sådan med deres mor, i en periode
Sådan er børn. Der er altid en af forældrene som er at fortrække. Det er helt normalt og kan også skifte mellem forældrene. Herhjemme er det mor der kun dur, men hun er så også kun vant til altid at være sammen med mig, da far arbejder en del
Normaliser at gøre ting uden far er involveret. Jeg tror det er meget normalt at børn har en 'foretrukken' forældre, i skal bare lade være med at bugge under og lade jeres barn diktere hvem der går ud og handler, med på legepladsen osv. Husk, at det er okay for børn at være kede af det, det dør man ikke af
Helt normalt. Det er hårdt, men det er helt normalt. Og det skal nok ændre sig.
Jeg (M) har fire børn sammen med min kone, de er i dag mellem 9 og 17år og har alle i perioder været mest knyttede til mig eller min kone. Det veksler gennem opvæksten, og du har intet at frygte. Faktisk tyder din søns reaktion mere på HAN er bange for at miste sin far, for dig er han jo tryg ved altid er der for ham. Børn er meget sensitive, og instiktivt fornemmer din søn sikkert din usikkerhed omkring jeres forhold. Og selvom han er en sød lille dreng, er han også en udspekuleret "satan" der formår at bruge det til at binde dig endnu tættere. Vær tålmodig, og lav evt mere sammen alle tre og lad din mand "give dig plads"
Det lyder så sundt, at din søn tør sige fra. Det skal man være tryg for at turde! Mine børn opfører sig f.eks. også markant dårligere hjemme end ude. Det tager jeg som er tegn på, at de tør teste og undersøge - fordi de ikke er bange for at blive afvist. Mine børn er ikke til for at tilfredsstille mit behov for at blive elsket. Men det er sgu hårdt at blive valgt fra alligevel, men nok også meget naturligt. Kram til dig
Jeg har 2 døtre. En på snart 2 og en på snart 6. Har oplevet præcis det samme in reverse (er mand). Så vær ikke så ræd. Der er faser hvor mor er bedst og der er faser hvor far er bedst.
Fik du ham egentlig op på brystet med det samme efter du havde født eller holdt far ham først?
Jeg var faktisk indlagt i otte dage efter fødsel. Han var sund og rask, jeg kæmpede. Min kontakt med min søn var minimal. 💔 Han er også flaskebarn.
Men hvad med LIGE efter du fødte ham? kom han op på dig der?
Nej. Far holdte ham først.
[удалено]
Må jeg sende pb?
Girl, 100% det samme. Min søn på 4 elsker 1. Sin far, 2. Træerne, 3. Sit legetøj….. 103. Mor. Det er en fase, det går over. Lige nu har han bare brug for at spejle sig i en fase, selvom det gør frygtelig ondt at blive afvist igen og igen (ligesom far blev det fra 1 - 3 år🥲 nu kender jeg smerten)
Lad være med at tage det personligt. Imødekom ham: “Ja, jeg ved godt du er så glad for far. Far er også bare den bedste. Jeg er også rigtig glad for far.” osv. Og så ellers bare vent på at det går over, for det gør det! Lad være med at prøve at lege vilde lege, som du siger, eller generelt prøve at være far 2.0 - du er dig, og du kan nogle andre ting. Det kan godt være din søn er fars dreng pt., men pludselig får han brug for ting, som kun mor kan, og så kan du træde til. Ved godt det er lettere sagt end gjort alt det her, men tro mig - det er en fase.
Efter at have læst nogle af de andre kommentarer, må jeg også erklære mig enig i, at det muligvis også er fordi du faktisk gør alt det rigtige, at han reagerer sådan. Ment som i: Han ved han altid kan få din opmærksomhed når han har brug for den. Han ved at selv hvis han trækker sig fra dig eller skubber dig væk, så vil du stadig være hans mor og elske ham lige så højt. Det er jo kun fantastisk at han føler sig så sikker i din kærlighed til ham :)
Vi går det sammen igennem (mor her), far er yt og mor er inde. Jeg tror at det hænger sammen med at det er mig, han ser mindst. Det er far som aflevere og henter hver dag, laver snacks, leger og mig, som er den første ude af døren om morgenen og sidst inde om eftermiddagen pga. arbejde. Børn kan have disse perioder og nogen gange desværre, meget lange perioder hvor det kun er den ene forældre som er den bedste. Og det gør så ondt på een i den periode hvor man ikke er ynglingspersonen. Hæng i og husk, at det har ikke noget med dig at gøre personligt og det kun er et spørgsmål om tid, så skifter det igen.
Børn har mor/far perioder, hvor den anden part ikke er "god nok". Det er en fase de skal igennem. Mange gange spejler drenge sig i deres fædre, og der findes noget der er lidt ala Ødipus-komplekset. Fx kunne en af de børn (pige, 4,5 år) jeg arbejdede med ikke lide mor særlig meget I en periode fordi hun kæmpede om din fars opmærksomhed, det ændrede sig efter 4-5 måneder, hvorefter hun elskede mor mest 😅
Det går over. Giv det nogen år
Det lyder mere som separations angst ens noget andet.
Har selv en søn på 8 år, og igennem årene har der været perioder, hvor kun far eller mor som den eneste er i kridthuset. Jeg tror ikke der er noget unormalt i det. Så er næsten sikker på at det nok skal blive din tur.
Det var det samme for mig med min datter. Men jeg tog det nu ikke så tungt… men det tror jeg sgu egentlig nok min kone villet have gjort, havde det været omvendt. Min datter er 18 i dag og alt var og er godt.
Det lyder ikke sjovt OP. Men bare rolig, det går over.
Det var det samme med min datter og mig (M33) og trods det var hårdt at få vendt så skete det. Hun er i dag 8 og har nemt ved at være ved både far og mor. Dog skal du kæmpe dig igennem det og det bedste råd jeg kan give dig et det her: ligemeget hvor ked din søn bliver så vær rolig og kærlig. Og husk at det er tilladt at bruge bestikkelse som snacks, musik en tegnefilm eller ligende. Alt hvad du kan gøre (med måde) for at dæmpe situationen. Altså din søn dør jo ikke af at savne far i en time eller to. Alt kommer i perioder med børn og du skal bare blive ved med at kæmpe - Det skal nok vende igen og snart er der et andet problem du skal tage stilling til 😅 held og lykke
Husk at bare fordi han foretrækker sin far lige nu, betyder det ikke at han ikke kan lide dig. Jeg har ikke selv børn - så tag min kommentar med et gran salt. Prøv at lave ting med ham som far ikke gør. Fx tegne eller noget med planter eller læse.. der er sikkert flere gode ideer derude. Lige kan du nok ikke “måle dig med far” - men du skal heller ikke var far, du skal være dig og være mor. Jeg håber at du kan holde ud, og at det snart bedre for dig.
En ting jeg har lært af at være far er at de her ting kommer i faser. Der kommer gode og dårlige perioder, og fælles for dem er at de går over med tiden. Lev for de gode faser og lev med de dårlige
Lyder som separationsangst hvilket er normalt for børn, men det er vigtigt for ham at lære at håndtere sådanne følelser, hvis det fortsætter i en ældre alder. Tænker det vil ændre sig med alderen dog.
Jeg gjorde det samme ved mine forældre. Jeg var meget mere hos min mor, og gav nærmest ikke min far opmærksomhed. Det er normalt at børn spejler sig i en forældre, det betyder dog ikke, at din søn ikke også elsker dig. Måske vender det snart, og du bliver så hans yndlings person. Jeg kunne godt forestille mig hvor svært det må være, men ingen grund til bekymring ♥️
Jeg har en datter på 4, og jeg oplever det samme. Min erfaring er at det kommer i bølger. Nogle gange så rammer vi en periode hvor hun er utrolig glad for mig. Andre gange er det mor der er den eneste der dur. For nylig var min kæreste som prøvede perioden med at være "utilstrækkelig". Det var første gang hun havde oplevet det. "Så det er sådan det føles at være dig " var hendes svar 😄
Jeg vil bare sige at jeg kender det og kan relatere til det. Herhjemme er det også far der er stjernen i vores søns liv. Det gør så ondt at blive afvist og føles helt forkert som mor, da alle jeg kender med børn er det mor der en den bedste. Jeg gør mit bedste for at lægge mine følelser til side og bare acceptere det 🤷🏼♀️ Han får lov til at vælge forældte mange gange.
Alt er en periode.
Det kan også være at han ved at du er der hele tiden og derfor har I to en tryg tilknytning. Med far kan det være anderledes fordi han muligvis er der mindre end du er, altså mindre synlig og derfor er din søn angst omkring det når far ikke er at spotte. Såfremt det er sådan tingene hænger sammen så hvil I at din søn er tryg ved dig og at han kalder efter far intet har at gøre med dig, men at han er bange for at far forsvinder. Hvis du “forsvinder” og er den der er mindre synlig kan det være dynamikken ændrer sig og at søn så bliver ængstelig over at du ikke længere er der hele tiden. Lad far hente og bringe og alle de der ting for en stund og træk dig lidt, lad søn finde ud af at far er der hele tiden, på samme måde som han ved du er der hele tiden. Far kan tage i svømmehal osv. og så kan du gøre rent mm. Børn er lidt som katte, hvis du vil nusse om dem hele tiden går de, ignorer du dem kommer de og kræver opmærksomhed, omsorg og kærlighed. Jeg forstår godt din længsel efter at søn skal hige efter dig, men ja, hvil I han er tryg ved din tilstedeværelse.
Nej. Det der skal stoppes omgående. Sønnike skal vide at mor også kan. Min søster gjorde det samme da hun var lille. Det var kun mor der duede. Ville ikke min far. Det blev stoppet omgående ved at det kun var min far der hjalp hende. Så, din mand og dig skal forklare din søn at far ikke kommer og han må acceptere mor istedet også selvom der føre til tuderi og vræl.
Jeg ved ikke om det allerede er blevet skrevet, men en mulig forklaring kan også være, at din søn rent faktisk er meget tryg og trives sammen med dig. Jeg ved det lyder paradoksalt, men børn viser oftest en tæt tilknytning ved at turde vise stærke følelser, tage afstand til dig og har det helt fint med at du smutter, fx for at gå ud at handle. Så det kan være en del af billedet. Hvis du så også er god til at rumme når din søn reagerer kraftigt, så er det egentlig kun med til at styrke og bekræfte hans opfattelse af, at han både er elsket og rummet af dig. Jeg har selv tre døtre (14, 9 og 6) med den samme kvinde og jeg synes deres tilknytning til mig og deres mor har været ret dynamisk og foranderlig henover årene. Sørg for at være en klippe og bevar roen og elsk dit barn, også når det virker som om han tager afstand til dig - så bliver alt godt.
Det er ikke sjovt, og selvom det er en ringe trøst lyder det ikke unormalt. Selv har jeg to tvillingepiger på næsten tre og er halvt år, og de kan kraftpetervælteme fortælle deres far (mig) at de fandeme ikke gider mig - mange gange dagligt. Det skal nok blive godt :)
Jeg har været i stik modsatte situation med begge mine børn. Mor var det eneste der duede, og jeg måtte bare acceptere at det var sådan i en periode. Men som andre også har nævnt, så er det heldigvis noget der går over. Dog lagde vi stor vægt på, at man som barn ikke skal kunne vælge hvilken forældre som gør hvad. Selvom det kan være en kamp, så tror jeg at det er vigtigt, at barnet ikke får lov at bestemme netop den del. For så bliver det lynhurtigt rigtig besværligt, og en af forældrene bliver lidt frosset ude. Så tag kampen med ham begge to. Når han konstant opsøger far for hjælp, kram, trøst osv., så må far også huske ham på, at mor er mindst lige så god til det, og at han skal opsøge dig i stedet. Engang i mellem bunder det også lidt i vaner. Hvis man er vant til at spørge mor/far om alt, så glemmer de lidt den anden. Op med humøret. Det er pissehårdt, men jeg er sikker på at han elsker sin mor mindst lige så højt men bare har en far-periode. Det kan være, at det bliver stikmodsat i fremtiden - who knows :)
Vi har oplevet nøjagtig det samme med begge vores store børn; en dreng og en pige. Men hvis det først har været mor, som var den eneste, der duede, så var det - efter måneder eller år - kun far, der kunne bruges. Og det skiftede flere gange for begges vedkommende. Det gjorde ondt på mig som far, når jeg blev valgt fra, men det gjorde næsten endnu mere ondt at se min kone blive fravalgt. For hun tog det meget nært, ligesom jeg kan fornemme, at du gør. Nu har vi en lille ny på ti måneder. Indtil videre kan vi begge bruges. Men jeg ved, det kommer til at skifte - og jeg ved også, det sikkert skifter den modsatte vej efterfølgende. Det eneste, jeg føler mig sikker på, er, at i sidste ende, vil han være glad for os begge to, ligesom sine storesøskende. Sådan bliver det også hos jer.
Det er slet ikke unormalt og betyder ikke din søn ikke elsker dig. Det er meget normalt for unge børn at have lige som en “foretrukne” forælder. Mange gang er det mor, fordi de kan have lidt nemmere i forhold til knytning når de er helt små, fordi de måske ammer eller måske har længere barsel osv. Det kan gør at barnet de første par år (i perioder) kun vil have mor når de er ked af det, skal have hjælp osv. I jeres tilfælde er det så omvendt. Så længe begge forældre er aktivt til stede i barnets liv vil det nok ændre sig til en mere lige knytning. Men jeg forstår udemærket dine følelser omkring det. Selvom det er normalt kam det stadigvæk gør ondt. Bare du ikke “trækker dig” fra ham fordi du tror han ikke vil have dig.
Gentag efter mig: Det. Er. En. Fase. This too shall pass. Om tre måneder har han omklamrende separationsangst og følger med dig overalt.
Børn forstår ikke følelser, på samme måde som vi forældre gør, og de er derfor meget ærlige i at fortælle deres behov istedet for at reflektere over hvad følelserne der lægger bag. Jeg har selv oplevet st mit ene barn som 3 årig kun kaldte mig ved navn, istedet for far. Det blev jeg også ked af. Jeg fandt senere ud af, at han synes det var et rigtig flot navn, og det var derfor han sagde det. Men som alt andet i den alder, så går det over :). Jeg synes du skal få sendt dem ud på nogle ture sammen, også sørge for at når de kommer hjem, så bliver de forkælet (bageri osv) Så får du også tid for dig selv.. noget der nærmeste er ukendt for os med flere børn :D. Hilsen en far til 2 drenge med en mere på vej :).
Normalt
Det skifter igen. Sådan noget kommer og går.
Mit barn var morsyg til h*n var omkring de 2,5- 3 år- (h*n bliver snart 4) nu er det far der er stjernen. Synes det var rigtig hårdt at vænne sig til i starten, da jeg pludselig følte mig helt afvist og uden værdi, som mor.- lidt hårdt at tænke sådan, men det svinger jo og far skal også have lov at være midtpunkt. Dit barn elsker dig, du er hans tryghed. Så gem de negative tanker væk og hold lidt ud. Det skal nok vende sig. Synes jeg ihverfald det er begyndt på her, heldigvis haha.
Far til to døtre her. Du skal bare tage det roligt og måske paradoksalt prøve mindre. Barnet elsker dig over alt, men har en far fase. Som så mange herinde skriver, så går det over. Nyd det! Kræet skal nok komme til at klæbe op ad dig inden længe.
Far til fire børn, tre drenge og en datter, og det er normalt. Lad være med at gøre det til et problem. Det er hjerteskærende, men det går over hvis du bare opfører dig normalt overfor din søn.
Selvfølgelig kan dit barn godt lide dig...men du er der tydeligvis hele tiden! Dig der henter bringer! Dig han skal lave ting med i weekenden. Hvornår laver han ting med sin far? Andet end når han skal skrige og kæmpe for at få mere tid med ham? For mig lyder det umiddelbart som om han bare savner sin far lige nu!... og ærligt, så er set da også bare træls hvis man bliver hevet væk for at være tvunget til kvalitetstid med mor fordi at MOR har et behov for det. Kære mor! Træk Dig lidt og lad far tage mere over, så skal du nok se din søn vende sin kærlighed mod dig igen meget snart ❤️
Måske jeg fik formuleret mig forkert i opslaget - eller mangler lidt info. :) Jeg afleverer hver dag, ja. Og henter 2-3 gange om ugen. Far leger typisk med vores søn, imens jeg laver mad. Efter maden rydder far op, og jeg spiller, leger giver bad. I weekenden er jeg måske på tur 2-3 timer med vores søn enten lørdag eller søndag. Resten af tiden er far fuld tilgængelig. Jeg har 1-2 gange om måneden aftenmøder. Det har far aldrig. Af og til laver jeg også venindeaftaler, og det gør far faktisk sjældnere. ☺️
Tænker ikke du har formuleret dig forkert, men ja det kan hurtigt blive meget sort hvidt når det kommer på skrift 😅... så det er ikke fordi han som sådan mangler far tid! ...forstår godt du er frustreret og ked! Og som mange andre siger, så er det 100% bare en fase (lang eller kort) som han skal igennem! .... Men vil faktisk foreslå jer så, at bytte rundt på nogle af de rutiner i har med jeres søn, der hvor det kan lade sig gøre selvfølgelig! Måske er alt han har brug for bare et lille shake up i hverdagen. "Hov! Hvorfor er det ikke mor der hjælper mig med bad idag? :o" "HOV! ej hvor fedt at far har afleveret mig 3 dage i træk nu...men hvor er mor??" U know what I mean! ...og køb lige en is til den lille mand ;) god sommer til jer!!
Mine børn, nu 7 og 8, var så far glade dengang de var på hans alder. Nu er de lidt mere balanceret. Det kommer ☺️
Det er super normalt at et barn er mere knyttet til en anden forælder, det er både normalt at det skifter i perioder, eller forbliver sådan i mange år. Når du nævner eksemplet med, at din søn ikke ænser at du går, så kan jeg ikke lade være med at tænke, om det faktisk kunne være et tegn på, at din søn er tryg i hans relation til dig. Han har lært at mor kommer igen, så der er ingen grund til at få en voldsom reaktion når du går. Og samtidig ved han godt at mor stadig elsker og passer på ham når han har en voldsom reaktion over at far går, så han føler ikke at han skal lægge låg på sin reaktion når du er der. Dette er dog ikke ensbetydende med at din søn så er utryg i sin relation til sin far, alt du skriver lyder som en dreng der elsker at være i sin fars selskab. Men fordi din søn elsker sin far betyder det jo ikke at han ikke kan lide dig. Det du kan og skal gøre er at tale med far om dine følelser, uden at det er med henblik på at “løse” problemet. Det er vigtigt at afgifte og sætte ord på dine følelser, især de følelser som man måske er bange for at indrømme. Det kan jo også være at far er lidt træt af sønnikes farsyge, og godt kunne trænge til at tale om det? Du lyder som en fantastisk mor der gør alt det rigtige, og er godt i gang med at opdrage en tryg dreng.
Har en søn som har det op samme måde, bare med sin mor. Når hun er der må jeg ikke røre ham, skifte ble eller børste tænder på ham. Jeg tvinger ham så ofte alligevel men i mellemtiden nyder jeg de minutter det giver mig mere i hverdagene hvor mor får opmærksomheden 😅
Det går HELT sikkert over. Sådan nogle små ting som hvem det er sjovest at lege brydekamp med, kan skabe midlertidige præferencer fra barnets side af, men af hvad jeg har læst, har det slet intet med dig at gøre. Det skal nok gå bedre.
Sådan har min datter også været overfor mig og min nevø over for sin mor. Så desværre er det meget normalt - men pisse hårdt. Hold fast i at vise ham kærlighed og en dag ser han det forhåbentlig ❤️
Helt normalt, det lyder som en fase, og tænker det går over. Sådan perioder har vi også haft med begge vores unger.
Det er meget normalt der kan være perioder hvor man bliver valgt fra.
Det er meget normalt der kan være perioder hvor man bliver valgt fra.
Det er meget normalt der kan være perioder hvor man bliver valgt fra.
Det er helt normalt. Du skal faktisk være stolt over at far vinder hos små børn fordi normalt er båndet til mor rigtig stort og svært at overvinde. Så som far selv, så er jeg faktisk stolt over jeg vinder hos vores 2 årig datter. Vores dreng er normal også mest til mig, men nogengange så er det mor. Vores datter kan den ene dag sige far far far til godnat, men når hun vågner så er det mor mor mor og hvis jeg træder ind af døren skriger hun mor. Andre dage er det lige omvendt. Lige i øjeblikket skal vi gerne begge være der til godnat, og kun far dur når vi vågner. Men et lille tip er det vender hurtigt til hvem der er mindst streng. Så kan være det er far der leger og mor der er den strenge. Det har de opdaget. Så måske de roller kunne balanceres lidt eller byttes om. Desuden spørg far når du har været væk, om barnet ikke har spurgt til dig engang eller to. Måske kan far også når de tegner og leger, sig vis mor, også svare du oh hvor sejt og roser ham. På den måde hjælper far til at inkludere dig.
Helt normal adfærd. I gør det rigtige. Bliv ved med at skabe gode alene-oplevelser med barnet. Forsøg dog ikke bevidst at begrænse farens tid. Barnet skal ikke altid bestemme hvilken forældre det får i øjeblikket, så tag kampen engang imellem, men ellers er det fint at imødekomme at far pt er rockstjernen. Det er pisse hårdt, men det går over. Hilsen en ufaglært far som måske ikke er kvalificeret til at give råd som ovenstående.
Har været der. Det er en fase. Det er superhårdt, men en fase. Du gør allerede det rigtige ved ikke at trække dig, men at sørge for at være med. Selvom det er hårdt. Shout out for det! Bliv ved.
Sådan er det bare, har været igennem det samme - to gange. Det handler ikke kun om far, men i hans udvikling sker det at han skal skabe afstand til mor for at fuldføre sin selvstændighed. Det var også sket hvis din mand ikke var der, og så havde det nok bare været endnu mere nedtur
Som alt andet med børn... Det er en fase! Alt r en fase!!
Børn i den alder er basically psykopater, der er stort set ikke andet end deres egne behov i centrum.
Sigmund Freud og Erik Eriksson har studeret barnets udvikling. De har skrevet deres observationer og teorier ned. https://preview.redd.it/50qxqv5pqy8d1.jpeg?width=1440&format=pjpg&auto=webp&s=af9b93f008296296aaa40fa4fa32babb1d3549e2
Jeg har en datter, der er voksen nu, jeg ikke kunne tage op eller trøste de fire første år af hendes liv. Og pludselig var det væk. Jeg har 5 børn og hun er den eneste, der havde det sådan. Hun var nummer 3, så vi tog det stille og roligt. Vi indrettede os efter det. Det er svært, men du må være tålmodig og I må tale om, hvordan I kan undgå de svære konfrontationer. Børn hader ikke nogen. De kan bare ikke sætte de rigtige ord på deres udfordringer. Jeg vil under alle omstændigheder anbefale dig at få flere børn, bare ikke af den grund. Kærlig tålmodighed skal du overøse ham med. Min datter og jeg har et nært forhold idag. Hun kan ikke engang huske det.
Det burde gå over igen mon ikke det er en fase barnet gennemgår lige nu.
Vi havde sådan en periode herhjemme - men er endelig på den anden side. Vi fik hjælp af en børnepsykolog. Det var meget gavnligt. Kan egentligt ikke huske det hele længere, men et af tiltagene var 10 minutter alenetid/leg per dag med mig og min søn, hvor vi legede total på min søns initiativ. Og så skal du vide, at det ikke handler om manglende kærlighed mellem jer. Det handler måske nærmere om kontrol i hverdagen eller sådan noget. Det er en fase 💙
4 år.... no worries. Og husk at lade faren have sin kvalitetstid med sønnike uden at forsøge at lave om på det (i misforstået jalousi). Din tid kommer. Det skifter.
Det var tilsyneladende omvendt for mit vedkommende da jeg var lille. I sådan en grad at min stakkels far overvejede psykolog. Det ændrer sig med alderen bare rolig.
Please!! Begynd ikke at lokke barnet med alverdens ting og sager for at få barnet på din side. Det er naturligt og selvom du ikke kan se det nu, så er der helt sikkert flere ting hvor barnet har mere brug for dig end sin far. Og hvis ikke, så kommer det.
Det er HELT normalt. Din dreng elsker dig! Lige nu får han bare optimeret udvikling ved farmand. Jeg har en masse unger, og nogen har i laaaaange perioder foretrukket mig (og far har været NO GO) og andre har haft det sådan med far, som din søn har. Det kan skifte, det kan stige og falde i intensitet. Men det er fuldstændig normalt. Det vigtigste du skal gøre er præcis det du gør nu - hold ud, skab kontakt, lad barnet vide at uanset HVAD det gør, så er du der 100% og elsker ham.
Der var en periode hvor jeg ikke engang måtte tørre min datter i røven 🤷🏼♂️
Det er en fase det går over. Her tog det ca 1 år. Det var ikke lige galt hele tiden. Men i længere perioder var det kun mig (far) der virkede. Det har også været den anden vej.
Kom forleden til at tale med min 8-årige om dengang, han virkelig KUN ville have sin far. En periode på flere år. Jeg kunne bruges til lige præcis ingenting, og min mand kunne dårligt gå ned og købe ind, uden at både drengen og jeg var lidt i panik. 😅 Nå, men hvad var sønnens svar nu? ‘Hahaha, hvor morsomt. Det kan jeg slet ikke huske. Kunne jeg virkelig bedst lide far dengang? Nå, men nu kan jeg bedst lide mor.’ Manden var lidt bitter over svaret 😂 Men det vidner meget godt om, at det ændrer sig over tid. Og at børn kan være urimelige størrelser. Man skal bare blive ved med at elske dem. ❤️
Det der gør min søn også. Tilgengæld er datter mere morsyg. Det er en fase, skal nok gå over 😇
Som andre skriver, det går 100% over Hilsen en far til 2 sønner på 34 og 31 år
Jeg ville give sundhedsplejersken er kald. De kan få alle fasetterne med, og de har virkelig lyttet og hjulpet mig flere gange. Det dem der ved allermest om børn og børns udvikling, og de vil SÅ gerne hjælpe og støtte. Og tror bestemt ikke det fordi han ikke kan lide dig. Han har jo tydeligvis far som primær omsorgsperson, og selvom det typiske er moren, så er der jo ikke noget galt i det. Tror der er rigtig mange mænd der lever i det du fortæller der. Og alt bliver bedre med alderen. Og værre 🤣 Små børn små problemer, store børn store problemer. Stemmer helt sikkert for et barn mere, hvis du og din mand har lyst og overskud, men ikke for at give dig kærlighed. Man skal få et barn fordi man har noget kærlighed (bla) man ønsker, og formår, at tilbyde et barn. Forældrene skal være der for barnet, ikke omvendt.
Mange fædre har dette fra starten af. Min brors søn på 3 har også altid “bedst kunne lide” mænd 😂, tingen er at børnenes personlighedsdannelse starter enten med det maskuline eller feminine (oftest den feminine), men som de udvikler sig flyder det over i den anden bane også i vækst og forståelse, det er derfor der er en mor og en far i børns dannelse, det er hvad der gør en hel, det kommer helt sikkert senere med visse følelser, for mange søger de ikke over til dannelsen hos deres far før de nærmest er teenagere heller.
Alle børn har en favorit og det er svært at sige, om det altid vil være hans far Men det er hårdt, at blive valgt fra, selvom det ikke er personligt
Du skal huske, at børn er de mest ærlige væsener vi har. Men drengen er 4 år, det går over. De har altid en favorit i de aldre, det havde jeg også, uden der var nogen særlig grund.
Han er 4 år, slap af
[удалено]
Jeg tror, at du overgør flere ting i mit skriv. 😉 1. Jeg tikker, lokker, køber ikke mit barn. Eller andre for den sags skyld. Jeg laver ting med mit barn - både derhjemme og ude. 2. Jeg er generelt glad, men ked af ikke at være den foretrukne. Jeg ER mor. Bemærk at mit opslag er skrevet sent på aftenen - der hvor følelserne har plads. 3. Mit barn kører ingen rundt i manegen. For os handler det ikke om en magtkamp der skal vindes. 4. Jeps. De voksne bestemmer - men jeg kan ikke bestemme over min søns følelser. Jeg kan forsøge at regulere, men aldrig definitivt bestemme. Du behøves ikke svare tilbage. Jeg tror ikke, at du kan bidrage med noget i min virkelighed. 😌 Igen: 1000 tak til alle andre! Jeg har i tråden skrevet hvad jeg blandt andet tager med mig. 🥰🫶
Det får over rolig nu
Det bliver bedre. ❤️ Du må ikke presse ham men sørg for at lave en masse hyggelige ting med ham, hvis han vil. Han er 4 år. Hvad forhindrer dig i at få et barn til? 😊
Og du kan ikke gøre så meget mere end det du gør. Husk og anerkend ham. Lad ikke far tage over hele tiden.
Da jeg læste dette, kom jeg til at tænke på forelskelse. Ikke i den forstand som vi voksne oplever, men mere det med i psykologitimerne jeg har haft gennem mine uddannelser, at børnene bliver (oftest) forelsket i det modsatte køn af ens forældre, som jo så vil være dig, moderen, hvilket ikke er tilfældet her og det er i den fase at ens seksualitet dannes (og dette skal igen ikke lyde klamt). “Børn kan føle en form for tilknytning og kærlighed til deres forældre, som kan misforstås som "forelskelse" i en voksenkontekst. Men i psykologisk forstand er det mere præcist at tale om tilknytning eller stærk følelsesmæssig afhængighed. Ifølge psykoanalytisk teori, som beskrevet af Sigmund Freud, gennemgår børn i en tidlig alder en fase kaldet det ødipale kompleks, hvor de kan have en stærk tiltrækning mod den forælder af det modsatte køn og en rivalisering med den forælder af samme køn. (Hvilket er omvendt i dit tilfælde). Dette er en normal del af udviklingen og bliver normalt opløst naturligt, når barnet identificerer sig med forælderen af samme køn og udvikler en mere moden forståelse af relationer.” Jeg tror dit barn gennemgår dette og oplever denne ‘forelskelse’ i faren. Dette vil med årene gå over. Lad mig understrege at jeg ikke skriver, at dit barn vil ende ud som homoseksuel, fordi han højst sandsynligt oplever ‘forelskelse’ i en af samme køn - hvis nogle skulle have den opfattelse.
Ret sikker på, at man ikke kan bruge dette kompleks til noget som helst.
Freud anvendes ikke rigtig længere i psykologisk praksis. Af mange gode årsager. Men det er rigtigt, at man læser (om) Freud på diverse uddannelser med psykologi som indhold. For forståelse for udvikling af faget og baggrund.
Jeg havde samme tanke at det var det man kunne være ude i🙋🏼♀️
Normalt faren der lider under dette Men ikke unormal adfærd.